Lettere at være EU-borger i Stevns
Stevns Kommune: Ny partnerskabsaftale gør det lettere at være EU-borger i Stevns Kommune
Internationale arbejdstagere, medfølgende familier og udenlandske studerende i Stevns Kommune fik fra 1. januar 2014 én samlet indgang til hjælp til papirarbejde, jobsøgning og netværksskabelse. Det skete med en partnerskabsaftale, Stevns og en stribe andre kommuner har indgået med Københavns Kommune – en aftale, der også skaber bedre vilkår for kommunens lokale arbejdsgivere.
Danmark halter bagefter i det europæiske kapløb om at tiltrække international arbejdskraft og udenlandske investeringer. Al forskning viser, at internationale talenter skaber vækst. Danmark skal derfor blive endnu bedre til at tiltrække og fastholde internationale talenter.
Papirarbejdet kan nu klares på én dag
’Den aftale, vi har indgået med Københavns Kommune, omfatter kun borgere, som flytter til Stevns fra et EU-land. Det skyldes, at der gælder andre regler, når man flytter til Danmark fra et land uden for EU. Men selv om man kommer fra et EU-land, er der alligevel en del besværligt papirarbejde, der skal på plads, før man kan fungere som borger i Danmark. Opholdstilladelsen skal på plads, man skal have et sundhedskort og så videre, og det var noget, som, før denne aftale blev indgået, kunne tage flere uger at få på plads. Men det er slut nu, fortæller borgmester Mogens Haugaard Nielsen om den nye aftale.
Læs mere på kommunens hjemmeside
Partnerskabsaftalen med Københavns Kommune sikrer én samlet indgang for Stevns Kommunes internationale borgere og virksomheder.
Aftalen er skabt som et samarbejde mellem Københavns Kommune og 15 kommuner i Region Hovedstaden og Region Sjælland og kommer til at betyde, at internationale borgere i de 15 kommuner får adgang til International Citizen Service i København.
Her er alle relevante myndigheder samlet og kan derfor i én enkelt arbejdsgang udstede CPR-nummer, sundhedskort, arbejds- og opholdstilladelse samt skattekort.
Kommentarer