Leverandørnetværket til Kriegers Flak inviterer til konference
Lokale virksomheder har dannet et leverandørnetværk til havmølleparken Kriegers Flak, der bliver bygget af svenske Vattenfall.
Tirsdag den 14. marts inviterer leverandørnetværk til havmølleparken Kriegers Flak håndværkere, industri-, logistik- og servicevirksomheder til konference samt stiftende generalforsamling. Konferencen vil give et godt indblik i mulighederne for at blive leverandør til projektet.
Den nye havmøllepark Kriegers Flak forventes at skabe mere end 300 arbejdspladser i installationsfasen og derefter omkring 125 arbejdspladser de efterfølgende 25 år. Erfaringer fra lignende projekter viser, at virksomheder, der er en del af et leverandørnetværk, er de fortrukne leverandører, og derfor har lokale virksomheder dannet leverandørnetværket Kriegers Flak Service Group.
Netværket inviterer i samarbejde med Offshoreenergy.dk, Region Sjælland samt kommunerne i Faxe, Guldborgsund, Stevns og Vordingborg til Kriegers Flak Østersø Konference.
Konferencen byder på en præsentation af leverandørnetværket samt den svenske virksomhed Vattenfall, der skal bygge havmølleparken. Derudover er der oplæg fra en række virksomheder, der arbejder indenfor offshore-branchen.
Efter konferencen afholder netværket deres stiftende generalforsamling fra klokken 17.30 til cirka 19 og arrangementet er kun for medlemmer.
Tilmelding
Som medlem af leverandørnetværket kommer man forrest i køen som leverandør til opførelsen, driften og vedligeholdelsen af havmølleparken. Derudover får medlemmerne mulighed for at deltage i den stiftende generalforsamling og blive profileret gennem nyhedsbrev, hjemmeside og øvrigt marketingsmateriale.
Indmeldelse i netværket sker via hjemmesiden www.kfsg.dk under Tilmelding til KFSG.
Tilmelding til konferencen sker på www.offshoreenergy.dk. Deltagelsen er gratis, men der opkræves en ’no-show fee’ på 600 kroner ved uanmeldt fravær.
Arrangementet foregår tirsdag den 14. marts fra klokken 12.30 til 17.30 i Kultunariets festsal på det tidligere Haslev seminarium på Søndergade 12 i Haslev.
Kommentarer