Hårlev

Lidt nyt fra Hotherskolen i Hårlev

Se billedserie

Hotherskolens SFO gennemgår i øjeblikket en række forbedringer til glæde for de ca. 225 indmeldte børn.

I afdelingen Krudthuset, som er for de yngste børn, har man i forbindelse med indflytning af Børnehave Øst fået malet og nyindrettet tre stuer. Fredag den 2. marts fik de tre stuer oven i købet nye navne, som blev afsløret ved en lille højtidelighed i Krudthuset.

Børnene i Krudthuset har medvirket i den demokratiske proces, som det er at foreslå og udvælge de navne, som man synes bedst om. Sidste led i processen var at stemme blandt 3 udvalgte forslag til hver stue.

I dag blev det så afsløret at stuerne fremover skal hedde ’Kreastuen’, ’Diamantstuen’ og ’Hyggestuen’. I den anledning havde man fået fremstillet fine skilte, der på traditionel vis var afdækket indtil afsløringen. Afdelingsleder Irene Borre holdt en lille tale, og herefter var der kaffe og småkager til de fremmødte.

Krudthuset byder i øvrigt den 1. april velkommen til de nye ’Spirebørn’, som førskolebørnene kaldes.

I afdelingen Fritidsgården på den anden side af parkeringspladsen går der børn fra den sidste halvdel af 2. klasse og til og med 6. klasse. Her har man fået malet og istandsat det vigtigste rum: nemlig der hvor børnene tjekker sig ind, spiser og hygger med leg, spil og computere. Rummet er blevet lyst og venligt med nye lamper, billeder og planter til glæde for både børn, forældre og personale.

Også udendørs sker der noget: Fritidsgårdens bålhytte havde mange år på bagen og trængte til udskiftning. Nu har skolen fået en splinterny bålhytte, hvor man kan hygge med aktiviteter ved bålet året rundt. Bålhytten vil blive indviet på behørig vis, så snart som muligt, når de sidste løsdele er kommet på plads.

Kommentarer