Samfund

Line og Jørgen fortsat i front for Radikale

Fra venstre: Line Krogh Lay (Spids- og borgmesterkandidat), Jørgen Gregersen, Bjarne Hendrichsen, Michael Løvendal Kruse og Tyge Birk.

Radikale Venstre Stevns kandidatliste til kommunalvalg 2017 er på plads.

I september 2016 valgte Radikale Venstre Stevns Line Krogh Lay som spids- og borgmesterkandidat til kommunalvalget 2017. Nu er de øvrige kandidater til den radikale liste valgt.

På opstillingsmødet mandag den 24. april i Strøby Egede, valgte Radikale Stevns fire kandidater, der sammen med Line Krogh Lay på nuværende tidspunkt udgør den radikale liste til kommunalvalget til november. Kandidaterne opstilles sideordnet.

Læs også: Opstillingsmøde hos de radikale mandag aften

Listen ser således ud: Line Krogh Lay (spids- og borgmesterkandidat), Jørgen Gregersen (2), Bjarne Hendrichsen (3), Michael Løvendal Kruse (4) og Tyge Birk (5).

Opstillingsmødet gav bestyrelsen bemyndigelse til at tilføje yderligere kandidater i forlængelse af listen, hvis der melder sig kandidater, der kan tilslutte sig det valgprogram, der lige nu lægges sidste hånd på.

Opstillingsmødet tog ikke stilling til indgåelse af valgforbund, men gav bestyrelsen bemyndigelse til at indgå eventuelt valgforbund på et senere tidspunkt.

– Jeg har tidligere udtalt min store tilfredshed med det arbejde Line og Jørgen har udført i kommunalbestyrelsen, og det gentager jeg gerne her. Det glæder mig, at de begge ønsker at fortsætte deres velfungerende samarbejde i den kommende valgperiode, udtaler formand Bjarne Hendrichsen, og fortsætter:

– Jeg håber derfor, at vælgerne i Stevns Kommune vil give dem, og dermed Radikale Stevns, tilstrækkelig opbakning til, at de begge er at finde også i den næste kommunalbestyrelse. Skulle det radikale stemmetal til november give valg til flere end Line og Jørgen, vil det naturligvis glæde mig endnu mere.

Radikale Stevns ser frem til de politiske debatter frem mod kommunalvalget til november – både på valgmøder og i de elektroniske medier. Vi mener at have gode forslag til en videre udvikling af Stevns Kommune og nogle rigtig gode kandidater til at arbejde for at de gennemføres.

Fra venstre: Line Krogh Lay (Spids- og borgmesterkandidat), Jørgen Gregersen, Bjarne Hendrichsen, Michael Løvendal Kruse og Tyge Birk.

 

Kommentarer