Line Krogh Lay er Radikale Venstre’s spidskandidat
Stevns Kommune: Radikale Venstre Stevns har valgt Line Krogh Lay valgt som spidskandidat til kommunalvalget 2017.
Radikale Venstre Stevns afholdt opstillingsmøde om valg af spidskandidat til kommunalvalget i 2017 tirsdag den 6. september. Her blev Line Krogh Lay valgt uden modkandidat og med stor opbakning fra partiets medlemmer.
– Jeg er særdeles tilfreds med at Line har valgt at stille op som spidskandidat og dermed fortsat ønsker at stå i spidsen for Radikale Venstre Stevns politiske arbejde i kommunalbestyrelsen i Stevns Kommune, og jeg glæder mig over at hun blev enstemmigt valgt og dermed har fuld opbakning fra partiets medlemmer, udtaler partiets formand Bjarne Hendrichsen, og fortsætter:
– Line har arbejdet særdeles grundigt og engageret i kommunalbestyrelsen og formået at sætte markante radikale fingeraftryk på en række beslutninger, hvilket vi naturligvis sætter stor pris på.
På partiets generalforsamling i foråret, blev vedtægterne ændret, så der kan vælges spidskandidat på dette tidlige tidspunkt. De øvrige kandidater vælges på et opstillingsmøde der afholdes efter generalforsamlingen i foråret 2017.
Læs også: Radikale Venstre Stevns afholder opstillingsmøde
– Jeg glæder mig også over at Jørgen Gregersen har givet tilsagn om at stille op på den radikale liste til næste års kommunalvalg. Jeg synes Line og Jørgen begge har leveret en stor indsats og de supplerer hinanden rigtig godt og har et yderst velfungerende samarbejde, udtaler Bjarne Hendrichsen og fortsætter:
– Jeg håber tilstrækkelig mange stevnske borgere er enige, og det dermed vil lykkes at få genvalgt både Line og Jørgen – og naturligvis gerne flere.
Bjarne Hendrichsen håber Radikale Venstre Stevns vil kunne præsentere en liste med mindst lige så mange kandidater som ved valget i 2013.
– At det lykkedes at blive repræsenteret i kommunalbestyrelsen ved sidste valg, var i høj grad resultatet af et godt teamwork blandt alle de opstillede kandidater og et godt valgforbund, udtaler formanden.
Som nævnt tidligere, vælges de øvrige kandidater på et senere opstillingsmøde, og det er også her, der kan træffes beslutning om deltagelse i eventuelt valgforbund.
– Jeg ser frem til det kommende kommunalvalg og er overbevist om, at Lines og Jørgens fremragende kommunalpolitiske arbejde vil betyde, at Radikale Venstre Stevns får et rigtig godt valg og dermed kan fastholde repræsentationen i kommunalbestyrelsen, slutter Bjarne Hendrichsen.
Kommentarer