Store Heddinge

Lodsejerne vil fortsat kæmpe mod fredningen

Fredningsnævnet for Østsjælland har enstemmigt besluttet at Stevns klint bør fredes, på hele strækningen fra Rødvig til Bøgeskoven. Fredningssagen går nu videre til Natur- og Miljøklagenævnet, der skal træffe den endelige afgørelse.

Lodsejerne langs Stevns Klint er skuffede over Fredningsnævnets beslutning og de vil fortsætte sætte kampen mod fredningen af Stevns Klint.

– Vi synes, det har været en tynd sag helt fra starten af. Og vi havde egentlig regnet med, at vi havde argumenteret så knivskarpt, at det ikke var til at komme uden om, at fredningen skulle falde, siger formanden for lodsejerforeningen Stevns Klint Trampesti, Frank Elmer til TV Øst.

Læs også: Stevns Klint bliver fredet

– Vi føler, at vi er oppe mod en kæmpe overmagt. Det er meget ubehageligt som almindelig borger at være oppe mod et apparat, der består af en forvaltning og kommune og en mastodont som Danmarks Naturfredningsforening, siger Frank Elmer til TV Øst og tilføjer:

– Men det er helt sikkert, at vi kører sagen videre i hvert fald. Vi håber, at vi får mulighed for at  procedere ordentlig over for Naturklagenævnet, så de beslutter, at det ikke er nødvendigt at frede – for det er det ikke, slutter han.

Fredningsnævnet for Østsjælland har anmodet berørte lodsejere inden for den påtænkte fredning om at komme med erstatningskrav inden den 17. januar 2017.

Kommentarer