Hellested

Lokal journalist må offentliggøre MRSA-undersøgelse

kjeld_hansen

Hellested: Lokal journalist vandt i Højesteret: MRSA-retssag maa ikke forsinke aktindsigt.

Fredag den 22. januar fastslog Højesteret at interesseorganisationen Landbrug & Fødevarer  ikke kan blokere for offentlighedens ret til at vide, hvor svinefarme med MRSA ligger i Danmark.

Afgørelsen betyder enden på en sag der har stået på i over fire år.

Kort om sagen

I 2008-2011 gennemførte Fødevarestyrelsen en undersøgelse for at afprøve metoder til at fast­slå, om der er MRSA (multiresistente stafylokokbakterier) i svinebesætninger. I undersøgelsen indgik 48 besætninger. Undersøgel­sen viste, at 34 besætninger var MRSA-positive.

I marts 2012 anmodede de to journalister, Kjeld Hansen fra Hellested og Nils Mulvad om aktindsigt i undersøgelsens oplysninger om, hvilke svinebesætninger der ved undersøgel­sen var konstateret MRSA-positive.

Fødevarestyrelsen havde givet ejerne løfte om fortrolighed i den frivillige undersøgelse, og styrelsen afslog derfor aktindsigt. Efter en lang klageproces endte sagen hos Folketingets Ombudsmand. Han fastslog juni 2014, at der ikke var grundlag for at afslå aktindsigt.

I juli 2014 anlagde erhvervsorganisationen Landbrug og Fødevarer på vegne af landmændene retssag for at forhindre, at der blev givet aktindsigt. Landbrug & Fødevarers vigtigste argumenter var løfterne om fortrolighed, og at offentlighed ville føre til stigmatisering af ejerne og deres familier.

Østre Landsret konkluderede i februar 2015, at retssagen havde opsættende virkning. Denne afgørelse blev indbragt for Højesteret af Journalistforbundet og Fødevarestyrelsen.

Højesterets afgørelse

I sin afgørelse, der faldt i fredags, slår Højesteret fast, at “der er en meget væsentlig offentlig interesse i, at udlevering af oplysninger i henhold til en afgørelse om aktindsigt som det helt klare udgangspunkt ikke forhindres ved søgsmål om opsættende virkning“.
Journalisterne burde således have fået udleveret listen uagtet søgsmålet, blandt andet af hensyn til informations- og ytringsfriheden. Højesteretsdommerne mente ikke, at landsmændenes frygt for stigmatisering var nærliggende eller væsentlig.

Højesteret lagde også vægt på, at Fødevarestyrelsens afgørelse om at give aktindsigt var truffet på baggrund af ombudsmandens redegørelse i sagen.

Læs kendelsen fra Højesteret her

Kommentarer