Lokal politiker synes at KL skal stikke piben ind
Stevns Kommune: Formand for Børneudvalget i Stevns Kommune, Hans Christian Rasmussen synes at KL skal stikke piben ind og så komme tilbage til virkeligheden
Kommunernes Landsforening har i et brev dateret den 23. maj, understreget overfor alle landets borgmestre at de ikke skal indgå nogen lokalaftale med lærerne. Det sker på trods af at den nye lov der afsluttede lærerkonflikten, levner plads til at kommunerne laver lokale arbejds- og forberedelsestids.aftaler med lærerne.
– Det er da et massivt pres, som KL nu lægger på kommunerne. Det er et, tror jeg, fem sider langt brev. Og adskillige gange i løbet af det brev, da bliver det understreget, at man ikke skal indgå nogen lokalaftale – og det, synes vi, er en mærkelig formynderisk holdning fra KL’s side, siger Danmarks Lærerforenings formand, Anders Bondo, til TV 2 News.
– Det er koncentreret utidig indblanding i kommunernes anliggender. Sagen er jo slut for Kommunernes Landsforening. Kommunernes Landsforening har ikke mere at gøre på den front. Der er et lovindgreb og det er den lov, vi retter os efter, siger SF’eren Hans Christian Rasmussen, formand for Børneudvalget i Stevns Kommune til TV 2 News. Og han fortsætter:
– De vil selvfølgelig opnå det, som var deres oprindelige ærinde, nemlig at få trynet Danmarks Lærerforening, således at de aldrig nogensinde fik indflydelse på noget som helst mere. Men det er ikke det, der er budskabet i loven. Jeg synes, de skal stikke piben ind og så komme tilbage til virkeligheden.
– KL kan ikke udstede ordrer til kommunerne – og der er heller ikke ret mange byråd eller borgmestre, der ville acceptere at få udstedt ordrer fra KL, siger Michael Ziegler, medlem af Kommunernes Landsforenings bestyrelse til TV 2 News. Ifølge ham ønsker KL at vejlede kommunerne og afviser at der er tale om en direkte ordre.
KL er en forkortelse af Kommunernes Landsforening, der er en dansk interesseorganisation for landets 98 kommuner. KL spiller en nøglerolle som kommunernes repræsentant ved de årlige forhandlinger med regeringen om kommunernes økonomiske rammer for det kommende budgetår. KL fungerer desuden som arbejdsgiverorganisation og forhandlingspart over for de kommunalt ansattes fagforbund.
Kilde: Wikipedia.org
Kommentarer