Samfund

Lokale netværk skal booste Stevns

Det er efterhånden to et halvt år siden, VisitSydsjælland-Møn blev stiftet. De grundlæggende ting er ved at være på plads. Men et dialogmøde med turismeerhvervet på Stevns afslører at der ikke er meget samarbejde.

Tilbage i marts 2015 satte de fire kommuner Faxe, Stevns, Vordingborg og Næstved hver især deres underskrift på det, der i dag udgør SydkystDanmarks markedsføringsplatform, VisitSydsjælland-Møn. Siden har en enorm markedsføringsindsats sat skub under destinationen på en række både danske og udenlandske markeder, og overnatningstallene er steget støt. Indsatsen for de første to år evalueres i første kvartal 2018, men allerede nu begynder næste skridt i det flerkommunale turismesamarbejde.

VisitSydsjælland-Møn har valgt at spørge nogle af aktørerne direkte, hvad de har af behov. Således gik turen fredag 8. september til Stevns, hvor en række aktører var blevet inviteret til at byde ind med stort og småt om deres forventninger til samarbejdet.

Grundlæggende var tilfredsheden med VISM rigtig stor.

– Den markedsføring, vi kan få i det her samarbejde, ville vi aldrig have kunnet løfte alene. VISM er med til at give os det aftryk på danmarkskortet, som de små aktører ikke kan, sagde direktøren for Feriepartner Møn-Stevns, Jesper Blomberg blandt andet.

Mangler samarbejde

Men der var også kritiske røster. Ikke mindst fra de aktører, som følte sig overset i samarbejdet.

– Jeg anerkender, det store arbejde VISM har lavet. Men vi mangler samarbejde på Stevns. Det havde jeg troet, VISM kunne sætte i gang. Der har I fejlet, sagde Bo Henriksen fra Selskabet Højeruplund.

Men den slags skal vokse indefra, mente Tove Damholt, direktør for Verdensarv Stevns:

– Allerede i 2015 var det initiativer om at skabe et forum for koordinering. Det er Stevns Kommune, der står for dette forum, hvor flere af jer sidder med. Men der er ikke meget samarbejde, sagde Tove Damholt på mødet og hun fortalte samtidig, at hun er i gang med at etablere en gruppe på baggrund af en analyse af, hvad Unesco Verdensarven Stevns Klint rent faktisk har at byde på.

– Også Stevns turismekoordinator, Thor Nielsen arbejder med at skabe samarbejde, fortalte Kathrine Hendriksen som formand for Stevns Turistforening.

VISM bakker gerne op om lokale netværk

– Vi kan ikke begynde at etablere netværk kommunalt, men hvis I selv tager initiativ, så er vi her, fortalte direktør Martin HH Bender fra VISM.

I alt deltog 14 aktører på dialogmødet, der også var en præsentation af VISMs arbejde inden for blandt andet markedsføring, turismeservice og presse.

Kommentarer