Lokale rallykørere går efter bronze til DM
Store Heddinge: Kjeld Seidler og Marc Troels-Smith kan vinde guld – men jagter bronze i DM i rally
Der er medaljer på højkant, når Kjeld Seidler og Marc Troels-Smith stiller til start i årets sidste DM-afdeling, Danboring Rally, som køres den fredag den 25. og lørdag den 26. oktober med Herning som base. Holdet fra Holmegaard og Store Heddinge har et sæt bronzemedaljer som klar målsætning.
– Teoretisk set har vi faktisk en mulighed for at tage guldmedaljerne i Tunet National, men det kræver altså, at de to forreste hold udgår, så det bliver bronzemedaljerne, vi sigter efter, siger Kjeld Seidler.
– Vi har godt nok to af dem i forvejen fra de to sidste sæsoner, men hvis det er det, vi kan nå, så er det det, vi kører efter.
– Men jeg tror, at det bliver et hårdt rally. De to forreste i divisionen kører en tand stærkere end vi andre, men ellers er alle vi andre teams meget jævnbyrdige, så jeg tror, at det bliver en kamp mellem Jesper Bisted og os om at få bronzen.
Trods sin base på Sydsjælland kommer Kjeld Seidler til at føle sig lidt på hjemmebane.
– Alle mine fætre og kusiner på min mors side bor i Herning-området, og de har lovet at komme og heppe på os, siger Kjeld Seidler.
– Jeg kender naturligvis godt til området, og hvis det tidligere DM-løb, vi har kørt der, kan være en rettesnor, så tror jeg, at vi kan forvente os nogle meget hurtige prøver. Det kan måske tale til vores fordel.
Kommentarer