Erhverv

Lokale SMV’er får starthjælp til deres grønne regnskaber

Den 8. april holdt Erhvervsfyrtårn Femern den sidste af seks kursusdage i denne omgang, og der forventes at komme flere kurser i grøn afrapportering til efteråret. Foto: Brian Neyfred

Der er konkrete økonomiske gevinster at hente for virksomheder, som har styr på deres CO2-regnskab og ESG-dokumentation. Kurserne fra Erhvervsfyrtårn Femern gør det nemmere for små og mellemstore virksomheder at komme i gang med den grønne afrapportering.

CO2-regnskab og ESG-rapport kan være afgørende for, om en virksomhed får en ordre, en investering eller et lån. Men mange små og mellemstore virksomheder har så travlt med den daglige drift, at det kan virke uoverskueligt også at skulle sætte sig ind i hvordan man dokumenterer sin rolle i den grønne omstilling.

Derfor har EU-projektet Erhvervsfyrtårn Femern sat sig til mål at hjælpe virksomheder i gang med det grønne dokumentationsarbejde. KHS Kompetence, der er en del af Køge Handelsskole, og Roskilde Handelsskole har i samarbejde med Jyske Bank i Køge udviklet et kursusforløb, hvor virksomheder lærer at dokumentere deres klimaindsatser og dermed deres bæredygtighed. Den 8. april blev den sidste af seks kursusdage i denne runde afholdt, og der forventes at komme flere kurser i grøn afrapportering til efteråret. De egner sig både til nye deltagere og til dem, der har deltaget i de foregående kurser. Det skriver Erhvervshus Sjælland i en pressemeddelelse.

Kursusforløbet afdækker den enkelte virksomheds behov for efteruddannelse og kompetenceløft blandt medarbejderne. Virksomheden får sin egen kompetenceplan og kursusmodel. Først giver kurserne “Ledelse af grøn omstilling og bæredygtighed” og “Virksomhedens Klimaregnskab” virksomhederne en grundlæggende viden. Derefter hjælper erfarne bæredygtighedskonsulenter virksomheden i gang med dens individuelle klimaregnskab og ESG-rapportering. Som oftest er der højst 15 deltagere pr. kursus, og det giver god mulighed for at gå i dybden med den enkelte virksomheds problemstillinger og spørgsmål, lyder det. Kurserne er offentligt godkendte og kvalitetssikrede. Deltagerne skal aflægge en prøve og får så et kursusbevis, som de f.eks. kan bruge i forbindelse med deres ESG-rapport og som dokumentation over for kunder.

– Selvom dokumentationskravene i første omgang har haft størst fokus på store virksomheder, har de også fået afgørende betydning for SMV’er. Når en stor virksomhed skal dokumentere, hvad der foregår i dens værdikæde, har den nemlig også brug for data fra sine leverandører, forklarer virksomhedskonsulent Jette Mølholm fra KHS Kompetence, der er tovholder på kursusforløbet.

SMV’er, der ikke kan fremvise CO2-regnskab og ESG-rapport, risikerer at komme i klemme over for både eksisterende og nye kunder, fortæller hun:

– Man kan blive afskåret fra overhovedet at måtte afgive tilbud på en udliciteret opgave, hvis man ikke kan fremvise en ESG-rapport.

Også banker er underlagt rapporteringskrav på CO2 og ESG. De skal spørge ind til, hvor langt deres erhvervskunder er med den grønne omstilling, fordi det har væsentlig betydning for virksomhedernes konkurrencevilkår. Derfor har Jyske Bank i Køge valgt at lægge hus til kursusforløbet og selv at deltage, fortæller Markedsdirektør Allan Boye Alfast.

– For os er det vigtigt, at virksomhederne forholder sig til ESG. Vi vil fremadrettet også følge ESG-profilen på vores erhvervskunder, for at vi blandt andet kan fastsætte priser og vurdere virksomhedens kreditværdighed; og vi vil også gerne være med til at bidrage til virksomhedens arbejde og udvikling af denne omstilling og sikre at virksomhederne generelt er så konkurrencedygtige som overhovedet muligt, siger han.

Dertil hører også, at virksomhederne finder de lavthængende frugter i deres klimarapportering, for meget af det handler om at komme i gang med at indsamle de data, der er nemme at få fat i, og så efterhånden også at kaste sig over den mere komplekse del af dokumentationen.

Kurserne gør en forskel

At kurserne kan have helt konkret betydning for virksomhedens økonomi, bekræfter KC, der er værkstedschef hos Køge Truckstop aps.

– Vi vil gerne byde ind på en større offentlig kunde, der forlanger grønt regnskab. Nogle andre kunder har også efterspurgt det, men hos dem behøver dokumentationen ikke at være helt så omfattende. Da jeg kom ind til kurserne her, var jeg på fuldstændig bar bund i forhold til CO2-regnskab og ESG-rapportering. Nu har jeg fået nogle værktøjer til at arbejde videre med både det grønne regnskab og vores overordnede værdier og målsætninger. Jeg har også brugt det, da vi skulle have udvidelsen af vores virksomhed finansieret, lyder forklaringen.

Thomas Thomsen, QA/QC Manager hos BAC Impalloy A/S, har på kurset lært om et værktøj, som han vil tage i brug med det samme.

– VSME er en frivillig standard for SMV’ers bæredygtighedsrapportering, som vi kan gå i gang med nu. Det bliver et godt mellemskridt på vej hen til på længere sigt at kunne lave en mere omfattende rapportering, fortæller han.

I øjeblikket efterspørger virksomhedens kunder primært oplysninger om, hvor stort et CO2-aftryk der er på de forskellige produkter:

– Det, at vi kan give så nøjagtig information om vores produkter, giver os en højere supply score hos kunderne , forklarer Thomas Thomsen.

Indtil videre ser kunderne det bare som positivt, at de kan få så præcise oplysninger, men han forventer, at det i fremtiden vil blive et afgørende krav for at kunne levere til især koncerner.

Også David Frederiksen, CEO hos EB Teknik Borup A/S synes, at kurset har været en stor hjælp.

– Flere af vores kunder efterspørger nogle af de ting, der indgår i ESG, og derfor har vi tilmeldt os dette forløb for at komme godt i gang. Hele orienteringen omkring ESG er for mange en stor mundfuld, men vores undervisere har været dygtige til at få det gjort forståeligt. Derudover har sparringen med de andre kursister også været værdifuld, siger han og tilføjer, at det også har været interessant at opdage, hvor meget virksomheden allerede gør i forhold til ESG, men som ikke er nedskrevet. Det arbejdes der nu mere målrettet med.

– Vi ser frem til, at ESG bliver en større del af vores kultur og hverdag, og står stærkere over for fremtidige krav. Stor tak til Erhvervsfyrtårn Femern for kurset og Jyske bank for at lægge lokaler til.

Kommentarer