Lokale unge EUX elever godt på vej
Stevns Kommune: To lokale unge har netop bestået svendeprøven som tømrere på den nye EUX uddannelse.
21-årige Christoffer Søndergård Hansen fra Hårlev og 19-årige Sandra Jørgensen fra Store Heddinge startede i 2011 på EUC i Køge som EUX tømrerelever. De er en del af det 1. EUX hold i Køge på tømrerlinjen.
EUX en uddannelse som er en kombination af en studentereksamen og et håndværksfag. Uddannelsen tager 4 år og 1 mdr. Som uddannelsen er opbygget lige nu betyder det, at eleverne er meget væk fra mester. Det betyder også at det kræver disciplin og lektier.
Christoffer og Sandra er netop blevet færdige med deres svendeprøve fredag den 27. marts. De fik begge to karaktererne 7 i projekt og 10 i praktik. Nu venter der tre hårde måneder med HTX eksamener.
Men her slutter det ikke for de unge mennesker, for så venter der et par måneder ude hos deres mestre inden de får udleveret deres svendebrev.
Både Sandra og Christoffer har været heldige at have en læreplads under hele deres forløb. Sandra har læreplads i Næstved hos Børge Jacobsen & søn A/S og Christoffer har plads hos Kasper Nielsen A/S i Glostrup.
De har begge to en lys fremtid foran sig, da de begge er blevet tilbudt arbejde til september når de er færdige.
Kommentarer