Lokalplan for vindturbiner i Holtug
Holtug: Ejeren af Holtug Bygade 37B og Bredeløkkevej 17 er i gang med at etablere en virksomhed, som skal sælge anlæg til grøn energiproduktion. I den forbindelse skal der udarbejdes en ny lokalplan for området.
Ejeren af Holtug Bygade 37B og Bredeløkkevej 17 ønsker at benytte det sammenhængende området i den vestlige del af Holtug til udstilling af anlæggene, som blandt andet er vindturbiner, skriver Dagbladet Stevns.
En del af anlægget er ifølge ejeren vindturbiner, hvilket glæder formand for Plan- og Teknikudvalget, Anette Mortensen (V). Vindturbiner larmer ikke, og kan producere bæredygtigt el, og derfor peger hun på det som et spændende projekt.
Gruppeformand i Venstre, Bjarne Nielsen, er dog ikke lige så begejstret som Anette Mortensen.
– Ingen er i tvivl om, at jeg er modstander af vindmøller på Stevns. Jeg ved godt, at vindturbiner er noget andet, men at de ikke støjer er en sandhed med modifikationer. Derfor vil jeg gerne se de høringssvar, der kommer, inden jeg tager endelig stilling i denne sag, sagde han i forbindelse med oplægget til behandlingen af en ny lokalplan for ejendommene.
Lokalplanforslaget er sendt i høring med alle stemmer samt med Bjarne Nielsens forbehold.
Kommentarer