Lokalradio samarbejder med lokalhistorisk arkiv
Store Heddinge: Radio Østsjælland, der sender fra Faxe, samarbejder nu med Stevns Lokalhistoriske Arkiv
Lørdag den 14. september 2013 sendtes programmet ”Snik, snak og musik” for første gang på Radio Østsjælland. Foreløbig er programmet blevet sendt i alt 10 gange, idet der sendes den 2. og 4. lørdag hver måned.
Programværten er Ove Pygh Wilche, der causerer om livet dels på Stevns, dels tidsbilleder fra tiden i 50’erne, 60’erne og begyndelsen af 70’erne. Lejlighedsvis er der gæster i studiet, blandt andet, da de 2 første udsendelser ”gik i luften”. Her fortalte skibsmægler Carl Mathiassen om sin tid som bybud i Rødvig cirka. 1955.
Dette resulterede i en henvendelse fra Stevns Lokalhistoriske Arkiv, hvor man var interesseret i at få kopier af programmerne, fordi disse kan indgå i arkivets samling af lydoptagelser som et supplement til de øvrige arkivalier.
En del tekniske problemer skulle løses, men dette er der nu has på, og arkivets formand Erik Mouritzen har nu modtaget de første 10 programmer. Kopierne leveres på Cd’er, som så overspilles til arkivets edb-system. På den måde kan besøgende genhøre programmerne.
Samtidig er der fra Radio Østsjælland givet tilladelse til, at der kan kopieres, dog med den klausul, at der er tale om kopier til privat brug. For nærmere oplysninger om dette bedes man henvende sig til arkivet i åbningstiden.
Dermed er samarbejdet mellem Radio Østsjælland og Stevns Lokalhistoriske Arkiv begyndt. Det er i øjeblikket er et envejs samarbejde, men tanken er på sigt, at der skal oprettes et tovejs system, hvor arkivet får kopier af radioens programmer, og radioen opnår tilladelse til lejlighedsvis at sende nogle af arkivets lydoptagelser.
– Kort sagt er det vores håb, at disse optagelser ikke blot gemmes for fremtidige generationer, men også er tilgængelige for nutidens publikum, siger Ove Wilche og Erik Mouritzen med en mund.
Radioprogrammet ”Snik, snak og musik” sendes den 2. og 4. lørdag hver måned fra klokken 12:00 til 13:00.
Radio Østsjælland, der kan høres på 104.7 FM og på Internettet, sender fra Ny Strandvej 8 i Faxe.
Kommentarer