Erhverv

Lokalt erhvervsnetværk sætter sving i havmøllepark

Stevns Kommune: Lokale virksomheder omkring de havne, der kan komme i spil som servicehavne til havmølleparken på Kriegers Flak, er gået sammen i netværket Kriegers Flak Service Group, og står klar til at assistere det vindende konsortium ved opførelsen og driften af parken.

Opførelsen og driften af havmølleparken på Kriegers Flak forventes at skabe op imod 320 arbejdspladser. Erfaringen viser, at behovet for service ved opførelsen og driften af parken ofte er her og nu. De får eksempelvis brug for arbejdstøj, chauffører, noget at spise og nogle til at gøre rent. Derfor kræver det en bred vifte af forskellige typer virksomheder til at servicere parken.

Læs også: Regeringen vil gennemføre Kriegers Flak

– Det her netværk er jo til for at skabe mere arbejde i området. Ved at skabe et one-point-of-contact er der kun et sted, som de skal ringe til, for at få lige den service, de har brug for – og det er jo de mest utrolige ting, de kan få brug for, forklarer John Bøjlund, der er med i netværkets styregruppe.

Et vigtigt samarbejde

I september mødtes erhvervsdrivende fra Østsjælland for at stifte en servicegruppe, der kan opfylde de behov, der bliver brug for. Kriegers Flak Service Group består i dag af over 20 forskellige virksomheder primært fra Stevns-, Faxe-, Vordingborg- og Guldborgsund Kommune, og rummer blandt andet smede- og maskinværksteder, chauffører, elektrikere, dykkere og catering virksomheder.

– Det er vigtigt at lokalsamfundet kan støtte op ved, at vi har et lokalt netværk. Det skaber jo både arbejdspladser og vækst til området. Vi skal stå klar med et stærkt forankret netværk, ellers ryger væksten forbi os, og de bruger det netværk, de allerede har. Vi har jo masser at byde på lokalt, så vi må forene vores know-how, forklarer Michael Noer-Hvarre, der også er en del af netværkets styregruppe.

Netværket er allerede i dialog med Vattenfall, der dog ikke har besluttet, hvilken havn der skal være servicehavn. Det bliver først afgjort i løbet af foråret 2017.

– Vi har ønsket Vattenfall tillykke med at have vundet udbuddet. Så har vi gjort opmærksom på, at vi eksisterer. Men det er stadig tidligt i processen, og det er svært at sige, hvad der kommer til at ske. Men vi står klar til at hjælpe, fortæller Michael.

Bliv en del af netværket

Kriegers Flak Service Group skal kunne servicere og levere alt, hvad der bliver brug for, når Vattenfall skal opføre og drive havmølleparken, så de to stevnske repræsentanter i styregruppen, John Bøjlund og Michael Noer-Hvarre, er ikke i tvivl om, at der nok skal komme masser af arbejde til dem, der er i netværket.

– Valget af servicehavn har selvfølgelig stor betydning for de lokale. Der er dog mange virksomheder, der på sin vis er ligeglade om servicehavnen bliver i Rødvig eller Klintholm, eller et andet sted. En elektriker har måske ikke noget imod at køre til en anden havn, men hvis det ikke bliver Rødvig, så får vi ikke så mange overnatninger osv. i området, forklarer Michael, der selvfølgelig håber, at det bliver Rødvig Havn.

– Vi har brug for alle typer virksomheder lige fra frisører til elektrikere. Nogle ser det måske som et sats at melde sig ind i netværket, men til gengæld kommer de forrest i køen overfor Vattenfall, forklarer Michael.

Man kan læse mere om Kriegers Flak Service Group på deres hjemmeside, hvor man også kan finde indmeldingsblanketten.

Kommentarer