Lokalt firma uddanner 30 smede i Uganda
Hårlev: 30 ugandiske smede har mad til resten af livet takket være Karise Kleinsmedie i Hårlev
Karise Kleinsmedie i Hårlev har deltaget i et tre-årige bistandsprojekt i Uganda sammen med Selandia i Slagelse og Danida.
Projektet nærmer sig nu sin afslutning, og faglærer i Produktion og Udvikling på Selandia Finn Grønbæk Jensen fortæller at det er lykkedes at uddanne 20 stålsvejsere og ti plastsvejsere, der lever op til dansk standard.
– Jeg håber, at vi kan afslutte projektet med, at eleverne får en certificering. Så har de et stykke papir, som de kan vise andre virksomheder, når de skal have arbejdsopgaver, og det er vigtigt, for de er nogle gode håndværkere.
”Giv en mand en fisk, og han har mad til en dag. Lær ham at fiske, og han har mad resten af livet.” Sådan lyder et gammelt ordsprog.
For Finn Grønbæk Jensen har det været vigtigt at se, at nogle mennesker har fået noget helt konkret ud af det her. Han har bidraget til, at de ugandiske smede har fået nogle kompetencer, som kan give dem et bedre liv, og som de kan give videre til andre.
– De ugandiske smede er meget motiverede til at lære, og det har været utroligt spændende at arbejde med dem. De er godt klar over, at hvis man skal være inden for denne branche, så skal man have nogle kvalifikationer. Alternativet er, at virksomhederne dernede finder nogle andre eller henter udenlandsk arbejdskraft ind, fortæller Finn Grønbæk Jensen.
Michael Leander fra Karise Kleinsmedie uddyber:
– De unge har fået et springbræt og kompetencer, der kan hjælpe dem, hvis de søger nye udfordringer. Vi har formået at give dem en fiskestang i stedet for at sende fiskene derned.
I de sidste to et halvt år har tre smedefaglærere fra Selandia og to smede fra Karise Kleinsmedie rejst på skift til Kampala, Uganda hver tredje måned i to uger af gangen. I Kampala hjælper de den lokale virksomhed Specialised Welding Services Ltd. med at opkvalificere de ugandiske smede til et dansk svejseniveau inden for rustfrit stål og plast.
I starten af projektet med de ugandiske smede, brugte de ikke borde, når de skulle fjerne ru kanter. De stod i stedet foroverbøjet på gulvet, mens de arbejdede med stålet mellem deres fødder. De brugte heller ikke sikkerhedsudstyr, så projektet har virkelig udfordret deres måde at arbejde på.
Fakta om projektet
Projektet hører under Danidas business to business (B2B), hvor en dansk virksomhed indgår et partnerskab med en virksomhed i Danidas partnerlande. Danida betaler 90 procent af projektet, og Specialised Welding Services i Uganda betaler de sidste ti procent.
Projektet er en fortsættelse af et projekt, som Karise Kleinsmedie startede i 2006. Her samarbejdede de med en teknisk skole i Uganda om at træne folk i smedefaget. Karise Kleinsmedie etablerede et firma i 2007 og ansatte de folk, som de tidligere havde trænet. I 2010 blev virksomheden solgt til den lokale virksomhed Specialised Welding Services Limited.
Selandia bidrager med undervisere, pædagogisk viden og undervisningsmateriale. Karise Kleinsmedie bidrager med maskiner, undervisere og viden.
Kommentarer