Hårlev

Lokalt forlag udgiver børnebog

Hårlev: Det lokale forlag Alt i Ord har udgivet børnebogen Sofie, hjertet & FølgeSvend

Sofie, hjertet & FølgeSvend, der er på 32 sider i farver, er skrevet og illustreret af Mie Frey Damgaard. Bogen er velegnet til oplæsning og til at nye læsere selv kan prøve kræfter med teksten.

Bogen handler om det at blive ked af det og så stille og roligt blive god igen. Alt sammen fortalt via Sofies rejse med sin kat FølgeSvend. Sammen drager de ud for at finde stykkerne af Sofies hjerte, der er blevet knust og spredt for alle vinde.

Forlaget Alt i Ord drives af 35-årige Mathias Larsen, som bor i Hestehaven, der ligger lige uden for Hårlev. Han er engelsklærer på Næstved Gymnasium og HF og arbejder ved siden af som tekster for Medietekst Danmark

-Min viv og jeg driver forlaget fra vores privatadresse, fortæller Mathias Larsen, der fortsætter:

– og jeg bruger min yderst sparsomme fritid på at redigere og udgive bøger.

Bogen er anden udgivelse fra forlaget Alt i Ord. Første udgivelse var Bollywoodfilm – en introduktion af Katrine Brøndsted, og de næste udgivelser bliver en række lærebøger i tegneserieform, en kogebog samt flere børnebøger fra Mie Frey Damgaards side.

Bogen, der koster 120 kroner, kan købes hos de fleste boghandlere samt via Forlaget Alt i Ord’s hjemmeside.

Kommentarer