Lokalt rallyteam avanceret til 4. pladsen i DM
Store Heddinge: Kjeld Seidler og Marc Troels-Smith tog teamets ene klassesejr i Sydhavsrallyet
To klassesejre. Det var det flotte facit for Peugeot Sport Dealer Team DKs to sjællandske mandskaber, da fjerde afdeling af Danmarksmesterskabet i rally – Sydhavsrallyet – blev kørt på det vestlige Lolland. Kim Madsen og Line Lykke fra Slagelse vandt ikke blot deres klasse, men også den hårde 2WD-division, mens Kjeld Seidler og Marc Troels-Smith fra henholdsvis Holmegaard og Store Heddinge tog teamets anden klassesejr.
Læs også: Lokalt team jagter en sejr i Sydhavsrallyet
– Det var et begivenhedsrigt og lærerigt Sydhavsrally for os, siger Kjeld Seidler og fortsætter:
– Formiddagen forløb ikke så godt. Under hastighedsprøven i Horslunde by nåede jeg ikke at dreje i tide, og så kørte vi ligeud og tog lidt minestrimmel med. Jeg kunne godt have tænkt mig at give Marc skylden for at være kommet med noten for sent, men det var det ikke.
– Vi havde lidt problemer med at finde farten, men på de sidste fire prøver gik det rigtig godt – og det var nogle hammergode prøver, siger chaufføren i den hvide Peugeot RCZ, som nu er avanceret til fjerdepladsen i Danmarksmesterskabet i Tunet National.
Foto: Kjeld Seidler og Marc Troels-Smith i Sydhavsrallyet (foto: rallypics.dk).
Kommentarer