Lovlydige knallertkørere ved skole – Lendrumvej, Strøby – Stevns
Onsdag morgen var færdselspolitiet på kontrol ved Strøbyskolen og holdt diskret øje med de skoleelever, der ankom på knallerter til skolen i tiden op til undervisningsstarten.
Færdselspolitiet talte syv knallertkørere og kunne med glæde konstatere, at alle knallertkørere anvendte styrthjelm under kørslen frem til skolens område.
Efterfølgende fik færdselspolitiet kontakt til førerne, som overværede den efterfølgende kontrol af knallerterne på et rullefelt, så knallerterne kunne kontrolleres for eventuelle konstruktive ændringer.
Knallerterne blev ved samme lejlighed også gennemgået for eventuelle andre fejl og mangler end konstruktive ændringer.
Efter morgenens aktion kunne færdselspolitiet med glæde konstatere, at der slet ikke var grundlag for at sigte nogen af de syv knallertkørere fra skolens ældste klasser for nogen som helst overtrædelse af færdselsloven.
Kilde: Midt- og Vestsjællands Politi
Kommentarer