Truckerstævne og kræmmermarked i Pinsen

Lyderslev: I næste weekend er det pinse – og så er der truckerstævne og kræmmermarked i Lyderslev
Lørdag den 23. maj klokken 10 åbner Stevns Truckerstævne og Kræmmermarked på Sydstevns Gymnastik & Idrætsforening’s boldbaner.
Sidste år besøgte omkring 8000 det store arrangement der byder på truckere, kræmmere, tivoli, musik, og underholdning på festpladsen ved klubhuset på Nørrehusvej.
Udover de mange højglanspolerede truckere udstiller både Stevns Puck Maxi klub og den nye klub for de trehulede Piaggio Ape 50 og Ankers Tivoli Park har åbent alle tre dage.
Det vil være muligt at prøve at flyve med helikopter alle tre dage.
Traditionen tro er der gratis sildebord søndag, hvis man køber en øl eller en vand. Sildene er sponseret af Meny i Store Heddinge.
2. pinsedag er der traktortræk og havetraktortræk.
Lørdag aften fra klokken 18 spiller stevnske Søren Rask med band country-musik og fra klokken 21 til 24 kan man opleve Kim Larsen Jam Solist alias Peter Philipsen i teltet på grusbanen.
Søndag eftermiddag underholder de seks jazzmusikere i Danish Dixieland Band i teltet på grusbanen.
Programmet for stævnet kan ses på hjemmesiden www.stevnstruckerstaevneogkraemmermarked.dk.
Der skal ikke betales entré – men parkeringen koster 30 kroner.
Overskuddet fra stævnet går til ungdomsarbejdet på Sydstevns.
Stevns Truckerstævne og Kræmmermarked 2015 afholdes i dagene lørdag den 23. maj, pinsedag, søndag den 24. maj og 2. pinsedag, mandag den 25. maj – ved SG&I´s klubhus på Nørrehusvej 4 i Lyderslev.
Kommentarer