Lykke fra Rødvig har illustreret eventyrlig børnebog

Tegneren Lykke Bianca fra Rødvig har sammen med forfatteren Emil Blichfeldt udgivet en billedbog om en magisk enhjørning og andre eventyrlige væsener.
Lykke Bianca, der er født og opvokset i Rødvig, har illustreret børnebogen ’Enhjørningens magi’, der er en bog om venskab og at tro på sig selv. Her kan man blive klogere på den mytologiske enhjørning, et væsen der er mere end en pony med et horn i panden – et væsen der rummer flere dybder end man skulle tro.
Enhjørning Uni løber alt, hvad hun kan. Den onde ridder er efter hende. Han vil have hendes horn, så han kan helbrede den syge konge. Men Uni vil ikke have hugget sit horn af. Heldigvis får hun en ny ven, og sammen laver de en snedig plan, så de både kan snyde den onde ridder og hjælpe den gode konge.
Advarsel: I denne bog vil du blive udsat for en ægte enhjørning, en ond ridder og en masse geder, der laver lort alle steder.
Bogen udstyret med ekstramateriale, hvor man både kan lære om sære ting fra gamle dage og hvad der sker med en hvis man møder en enhjørning ude i en skov.
Bogen der er i A4 format og på 32 sider er udgivet på Calibat forlag som hardback. Det er en højtlæsningsbog til børn over fem år. Senere udkommer bogen dog også i A5 format, som en letlæsningsbog med et lixtal på 11.
Man kan se mere på Lykke Bianca’s hjemmeside.
Lykke Bianca, der er født og opvokset i Rødvig blev student fra Køge Gymnasium i 1996 og derefter uddannet i visuel kommunikation på Designskolen Kolding fra 1997-2002.
Lykke har illustreret alt fra bogforsider, vignetter, logo, plakater, reklamer, brocurer, flyers, postkort, møbeldesign, billedbøger og kort mm. Hun løser opgaver både digitalt og på papir/lærred.
Kommentarer