Rødvig

Lynet slog ned i Restaurant Helt I Fisk!

Se billedserie

Rødvig: Efter en fantastisk Sankt Hans aften med masser af gæster i buffeten hos Helt i Fisk, sluttede dagen lidt voldsomt.

Sankt Hans aften, torsdag den 23. juni sluttede lidt voldsomt hos Restaurant Helt I Fisk i den blå værftsbygning på havnen i Rødvig. Lynet slog simpelthen ned i den store udsuger til emhætten, som sidder oppe på taget af bådebyggerhallen.

– Der kom et lyn lige ude foran balkonen og et til lige efter, hvor det sagde knald i emhætten. Da vi så fjernede filtrene væltede det ind med vand! Sådan sagde en af pigerne til mig da hun fangede mig ude foran værftet, fortæller Jens Rolighed, medejer af Rødvig Skibs- og Bådebyggeri som ejer værftet og dermed Den Gamle Bådebyggerhal hvor han forpagter restaurant, take away og Iskagehus ud til Poul Ravnholdt.

– Det var lidt dramatisk her på Sankt Hans aften. De havde lige fået tændt bålet ovre på stranden og jeg nåede kun lige ud og se det – så startede det! Torden og Lynild det var vildt. Det er det flotteste fyrværkeri til Sankt Hans nogensinde!, fortsætter Jens

– Heldigvis kom ingen til skade, men jeg kunne dog godt have undværet hullet i taget og regnvandet i komfuret. Og udsugeren er jo nok ‘toast’… Lige nu står Pouls store gryder og tager fra for regnen, for jeg skal ikke op og kravle på taget i det vejr. Vi må tage bestik af skaderne i morgen, afslutter Jens Rolighed, som har taget billederne lige inden tordenvejret gik i gang.

Han har også taget lidt video af uvejret, hvor man kan se det hele meget tæt på:

Kommentarer