Rødvig

Lynnedslag i Rødvig Renseanlæg

KLAR Forsyning opfordrer borgere til at spare på vandet

Et lynnedslag har medført, at Rødvig Renseanlæg er sat midlertidigt ud af drift, hvilket betyder, at der udledes urenset spildevand i Havnelevrenden.

KLAR Forsyning opfordrer derfor alle i Rødvig, Lille Heddinge, Lyderslev, Havnelev, Boestofte, Lund, Skørpinge, Renge og Frøslev til at spare på vandet for, at der ikke ledes så meget vand ned til renseanlægget.

KLAR Forsyning arbejder på at minimere udledningen

KLAR Forsyning gør samtidig, hvad de kan for at holde vand tilbage i deres egne systemer.

”Vi udnytter vores kloaksystem bedst muligt og tilbageholder vandet i systemet, så der ledes mindst muligt til renseanlægget. Folk i området kan samtidig gøre en stor forskel ved at spare på vandet”, fortæller Line Wilchen Hollesen, der er adm. direktør i KLAR Forsyning.

KLAR Forsyning er i tæt dialog med både Stevns Kommune og miljømyndighederne omkring situationen.

Line Wilchen Hollesen oplyser samtidig, at der nu arbejdes på at få sat anlægget i midlertidig drift, så spildevandet bliver mekanisk renset, før det ledes ud i Havnelevrenden.

Lynnedslaget skete tirsdag aften kl. ca. 21.45, og KLAR Forsyning arbejder på højtryk for at få anlægget tilbage i drift.

Det er forventningen, at anlægget vil være tilbage i drift i løbet af dagen.

Kommentarer