Lysgudstjeneste og pandekager i Lyderslev
Lyderslev: Kyndelmisse fejres med lysgudstjeneste i kirken og pandekager i præstegården
Søndag den 1. februar inviterer menighedsrådet til lysgudstjeneste ved sognepræst Erik Grønwall Kempfner i Lyderslev Kirke i anledning af Kyndelmisse. Budskabet er, at nu vender lyset tilbage. Et budskab, alle trænger til at høre her midt i den mørke tid.
Efter gudstjenesten bydes der på de traditionelle pandekager i præstegårdens konfirmandstue.
Kyndelmisse falder hvert år den 2. februar. Kyndelmisse er en fordanskning af det latinske candalarum misa, der betyder lysenes messe. Det er en katolsk højtid, som man blev ved med at fejre i Danmark til længe efter, dagen blev afskaffet som fridag i 1770.
I gamle dage fejrede man midvinter med lysprocessioner og rigelige mængder af flæsk, pandekager og øl. I dag fejres dagen i stigende grad, blandt andet med lysgudstjenester landet over.
Kilde: Kristendom.dk
Kommentarer