Erhverv

Månedens Iværksætter – Codeery

Stevns Erhvervsråd har udpeget Andreas Steinmetz og Jonathan Ahrenkiel-Frellsen som månedens iværksættere.

Andreas Steinmetz og Jonathan Ahrenkiel-Frellsen sprang sidste år ud som iværksættere med virksomheden Codeery, hvor de tilbyder Web- og softwareudvikling til virksomheder.

Fester og fritidsaktiviteter er skiftet ud med kundemøder, kontrakter og en hel masse kodning for de to 17-årige HTX-elever Jonathan Ahrenkiel-Frellsen fra Stevns og Andreas Steinmetz fra Solrød. For et år siden sprang de ud som iværksættere og i dag er al deres fritid dedikeret til virksomheden Codeery, hvor de tilbyder web- og softwareudvikling til virksomheder.

Andreas, som har kodet siden han var 12 år gammel, fik idéen til virksomheden for flere år siden.

– Jeg sad og spillede nogle spil, og i de her spil kunne man lave sin egen måde at spille på. Det var utroligt ringe kodet, og i frustration, tænkte jeg, det måtte kunne forbedres. Jeg lavede mit eget fællesskab, som blev rimelig populært, og så var det, jeg tænkte, at hvis man lavede det i større skala, kunne man lave en virksomhed ud af det, forklarer Andreas, som altid har drømt om at blive iværksætter.

Ét er at kode spil, en anden ting er Hjemmeside systemer og software, og det vidste Andreas knap så meget om på daværende tidspunkt. Derfor tog han fat i Jonathan fra parallelklassen, som han havde hørt kunne programmere. De begyndte at snakke og programmere mere og mere sammen. Først for sjov, men sidste år hjalp Jonathans mor, som er revisor, dem med at blive CVR-registreret. Tanken om at starte virksomhed var ikke så fjern for dem – de kommer begge fra familier med mange selvstændige. Det er dog ikke uden udfordringer at starte virksomhed i så ung en alder.

– Da vi startede virksomheden, var vi under 18 år, og så er det virkelig svært at starte en virksomhed, så min mor hjalp os godt på vej, men det indebærer, at vi skal have godkendelse fra min mor, hver gang, vi vil gøre noget, forklarer Jonathan, som sammen med Andreas kan overtage virksomheden, når de fylder 18.

Kodning frem for fester

En anden udfordring ved at være ung iværksætter kan være manglen på troværdighed og referencer.

– Jeg tror især, det er vigtigt for unge at have et godt netværk, når de starter op, for der er jo ikke nogen, der tror på en 17-årig på Facebook, der siger, at han kan lave web-løsninger, forklarer Andreas.

Det er netop gennem netværk bl.a. i Stevns Erhvervsråd, at Andreas og Jonathan har fået deres første kunder, og siden er det gået stærkt.

– Det har udviklet sig fuldstændig sindssygt. Det er gået over forventning på mange måder, fortæller Jonathan om det første år som selvstændig.

I dag får Codeery så mange henvendelser fra potentielle kunder, at de ligefrem må sige nej til nye opgaver, fordi de samtidig skal passe skole og lektier.

– Vi bruger al vores fritid på virksomheden. Ingen af os går til fester mere, men det er en af de ting, der hører med, hvis du skal dedikere dig selv til noget, og det skal du, hvis du skal have det ordentligt op at stå, fortæller Andreas.

Selvom de to har måttet skære kraftigt ned på tiden med vennerne, mener de alligevel at det har været prisen værd.

– Inden jeg fik virksomheden, følte jeg lidt, at jeg spildte tiden, og jeg kedede mig rigtig meget, men nu føler jeg, at jeg bruger min tid mere produktivt. Så denne her tilfredsstillelse, som andre måske får af at træne, får jeg af at kode, fortæller Jonathan, som har kodet siden han var 10 år.

Jo mere udfordrende jo bedre

Codeery er blot en af flere tusinde virksomheder i Danmark, som tilbyder webudvikling til virksomheder, så hvordan er det lykkedes Andreas og Jonathan at slå igennem på et marked med så mange konkurrenter?

-Vi er specialiserede i at lave håndlavede webløsninger. Der er mange, der laver webløsninger på baggrund af eksisterende CMS-systemer f.eks. WordPress, men vi laver dem helt fra bunden. Samtidig er vi billige, fordi vi ikke har omkostninger til husleje, forklarer Jonathan.

Fordelen ved at vælge en hjemmeside, som ikke er baseret på et CMS-system, er ifølge Jonathan og Andreas, at den er hurtigere, samtidig med at den giver flere muligheder i forhold til funktionalitet og design. Derfor er deres kunder primært virksomheder, som har brug for mere komplekse web-løsninger og software.

– Hvis du har en hjemmeside med en database, som ikke bare er et digitalt visitkort, så begynder det at blive lidt mere komplekst, og det er her, vi kan hjælpe, fortæller Andreas.

Det er mere besværligt at kode en hjemmeside fra bunden, men også mere udfordrende, og det er netop derfor, at Andreas og Jonathan foretrækker denne type opgaver. For deres primære mål med virksomheden er ikke at tjene penge – det er interessen for kodning, der driver dem.

– Vi vil gerne udfordre os selv med nogle svære muligheder, som er sjovere at lave og føles bedre at gøre færdige, lyder det samstemmende.

Umuligt uden hinanden

At Codeery er kommet så godt fra start på så kort tid, tilskriver Andreas og Jonathan især, at de har haft hinanden at støtte sig til. Hvis den ene kører fast, tager den anden over.

– Hvis vi ikke havde hinanden og vi hver især sad alene med det, ville det næsten være helt umuligt, for vi ville miste motivationen. Vi har samtidig lært rigtig meget af hinanden undervejs, fortæller Jonathan. For hvor Jonathan, efter eget udsagn, er den mest nørdede af de to med stærke kompetencer inden for hvor Jonathan nok er den, som er mest tekniske anlagt, er Andreas især god til det grafiske – de er dog begge dybt begravet i kodning.

Det er ikke kun inden for virksomhedsdrift og programmering, at de to iværksættere har udviklet sig med ekspresfart siden de startede:

– Vi har også lært os selv bedre at kende; hvordan vi håndterer stress og et stort pres, og hvornår vi ikke kan mere og har brug for en pause, fortæller Jonathan.

Flyver fremad

Selvom der er nok arbejde i Codeery til, at de to iværksættere kunne arbejdede i virksomheden på fuld tid, har de ikke planer om at gå den vej foreløbig, for de er ligeså målrettede med deres uddannelse, som med deres virksomhed, så efter HTX vil de læse videre. Det er ikke så overraskende Softwareudvikling på IT Universitet som er drømmestudiet.

– Vi har fløjet rigtig meget op siden vi startede, så nu flyver vi fremad. Hvis vi skal blive ved med at have denne her popularitet, skal vi gøre det endnu vildere. Så skal vi have bedre tid, vi skal være færdige med gymnasiet og universitetet, og vi skal have vores papirer i orden, før vi kan gå ud og være de store iværksættere, slutter Andreas.

Man kan se mere på www.codeery.com

Tekst og fotos: Stevns Erhvervsråd

Kommentarer