Mægtige Bruckner og Copenhagen Phil

Torsdag den 22. februar klokken 19:30 inviterer Stevns Teaterforening til en fælleskoncert med Det Kgl. Danske Musikkonservatorium i Hårlevhallen
Program:
- 4’33 Phil – en komponist portrætterer en musiker fra Copenhagen Phil
- Mozart / Symfoni nr. 29
- Bruckner / Symfoni nr. 6
Cph Phil er i stormvejr. Det seneste halve år har kulturministerens forslag om, at nedskæringer på hele Sjællands Symfoniorkester skal finansiere nødvendige opgraderinger på de Jyske – og Fyns symfoniorkester, hængt som en trussel over ’vores’ symfoniorkester.
Alligevel er det igen i år lykkedes Stevns Teaterforening at få en stor koncert til Hårlevhallen.
”Vi er altid repræsenteret på Cph Phils årlige kontaktmøde med arrangører fra hele Sjælland”, siger Leif Sinius. ” Det betyder, at vi er med ved bordet, når de fornemme koncerter bliver udbudt. Men hvis Cph Phil beskæres i den størrelsesorden, der lægges op til, er der ingen til at dække Sjælland og Lolland-Falster med symfoniorkester-koncerter.”
Men lige nu kan vi glæde os over stort musikalsk besøg igen.
Cph Phil skriver om den kommende koncert:
Du er heldigere end Bruckner! Han hørte aldrig en komplet opførelse af sin sjette symfoni. Men nu er chancen der, når Copenhagen Phil og chefdirigent Toshiyuki Kamioka inviterer den kommende generation af talentfulde orkestermusikere med på scenen.
Bruckners sjette symfoni er det sorte får i flokken. Ikke så populær som mange af sine søskende, selvom Bruckner mente, symfonien var hans modigste, da den var færdig i 1881. Men verden – og i særdeleshed Wien – var ikke parat til hans lange vej fra den første musikalske idé til det store klimaks. Komponisten nåede kun at høre to satser – den første samlede opførelse fandt sted fire år efter Bruckners død, da Mahler tog den op.
Bruckner var 57 år, da han skrev sin sjette symfoni. Mozart var til gengæld bare 18 år, da han komponerede sin 29. af slagsen – og som kontrast til Bruckners gigantiske orkester bruger Mozart det forhåndenværende orkester hos ærkebiskoppen i Salzburg; nogle få strygere og kun fire blæsere. Til gengæld udnytter han som sædvanlig ressourcerne med overskud og opfindsomhed og skaber et lille, perfekt univers af stor kammermusik.
Koncerten indledes med 4’33 Phil – orkestrets minikoncertformat, hvor publikum kommer helt tæt på orkestrets musikere.
Projektet 4’33 Phil er inspireret af John Cages kendte værk 4’33”, der på overraskende vis består af absolut ingen toner og musik, men derimod består af de lyde, der end måtte opstå i værkets 4 minutter og 33 sekunder.
I det nye samarbejde mellem Copenhagen Phil og forlaget Edition·S holdes fast i denne varighed og ikke mindst i elementet af overraskelse, når publikum til udvalgte Copenhagen Phil-koncerter præsenteres for et helt nykomponeret værk, hvor en ung komponist portrætterer en enkelt musiker fra orkestret, som opfører det nye værk.
Chefdirigent / Toshiyuki Kamioka
Billetter: 150 kr. Unge under 25: 60 kr.
Kommentarer