Strøby Egede

Mænds Mødesteder fik mænd af huset

aeldre_paa_Stevns
Stevns Kommune: Informationsmødet den 24. februar om Mænds Mødesteder fik mange interesserede til at møde op.

20 engagerede mænd og et par kvinder, fra Rødvig i syd til Strøby Egede i nord, mødtes tirsdag den 24. februar i Strøbyhuset for at høre, hvad ”Mænds Mødesteder” går ud på.

Mødet blev skudt i gang af afsnitsleder Pouline Gringer, der glædede sig over, at der var mødt så mange interesserede mænd op.

– Når kommunen går ind i dette projekt, er det fordi, vi ved, hvor meget fællesskab betyder for vores sundhed, og vi vil gerne være med til at støtte, at mændene i Stevns Kommune har et godt liv – hele livet, forklarede Pouline Gringer.

Læs også: Mænd i Stevns Kommune får nyt sted at mødes

Sundhedskonsulent Kirsten Olofson fortalte ud fra sine erfaringer fra et studiebesøg i Irland om, hvor forskellige mødestederne kan være, netop fordi indholdet defineres af de mænd, der kommer. Fælles for mødestederne er, at de er åbne for alle interesserede mænd, og de er alkohol og rusmiddelfrie steder.

Spørgelysten var stor, og der var mange idéer til aktiviteter og overvejelser over, hvor man kunne mødes fremover. Alle mændene var interesserede i at mødes igen og komme videre med at få etableret Mænds Mødesteder i Stevns Kommune, og derfor vil man arbejde på at få mødesteder op at stå 2 steder i kommunen.

Næste møde – alle er velkomne

Næste møde bliver fredag den 13. marts klokken 10.00 på Vallø Strand, hvor man vil tage fat på at finde egnede mødesteder og dele gode idéer til aktiviteter.

– Alle mænd er velkomne!, siger Pouline Gringer.

Kommentarer