Strøby Egede

Mænds Mødesteder Stevns er nu en realitet

bestyrelsen_maends_moedeste

Stevns Kommune: 30 mænd mødte op, da Mænds Mødesteder Stevns holdt stiftende generalforsamling den 24. april på Vallø Strand.

Det var en engageret flok mænd, der fredag den 24. april holdt stiftende generalforsamling for Mænds Mødesteder Stevns. Nogle havde allerede været til flere møder, mens andre kom for første gang.

Mænds Mødesteder Stevns er en del af et landsdækkende initiativ under Forum for Mænds Sundhed, der har til formål at give mænd i alle aldre og livssituationer mulighed for at mødes i et rart miljø og lave aktiviteter sammen.

Livlig debat og kampvalg til bestyrelsen

Generalforsamlingen var præget af en livlig debat, der mundede ud i stor enighed om at få etableret en forening. Der skulle vælges 5 til bestyrelsen og med 8 kandidater, endte det altså med kampvalg – ikke dårligt for en helt ny forening.

Læs også: Mænd på Stevns afholder generalforsamling

Bestyrelsen består af mænd, der geografisk dækker hele kommunen fra Rødvig, Store Heddinge, Endeslev og Strøby til Strøby Egede.

Bestyrelsen har konstitueret sig som følger:

  • Per B. Jensen, Rødvig – Formand
  • Arne Henning Jensen, Hårlev – Næstformand og sekretær
  • Henrik Rasmussen, Strøby Egede – Kasserer
  • Henning Esbjerg, Strøby – Bestyrelsesmedlem
  • Flemming S. Petersen, Endeslev – Bestyrelsesmedlem
  • Peder A. Larsen, Store Heddinge – suppleant
  • Erik Gersted, Strøby – suppleant
  • Kield Rene Larsen, Strøby Egede – suppleant
  • Karsten Smith, Rødvig – Bilagskontrollant/Revisor
  • Ole Christiansen, Strøby – Bilagskontrollant suppleant.

Mændene har mødtes forskellige steder på Stevns, og lige nu har de fået lov til at mødes både på Cafe Stevnen i Store Heddinge og i Husflidsskolen i Strøby, hvilket de er meget glade for.

Der er allerede 36 interesserede mænd på adresselisten, så bestyrelsen er åben for, at der med tiden kommer mødesteder flere steder i kommunen.

Kommentarer