Store Heddinge

Magical Weddings nomineret til Årets turismeinitiativ 2017

Bryllupsturismen buldrer frem på Stevns - ikke mindst pga. Magical Weddings, der er nomineret blandt SydkystDanmarks bedste turismeinitiativer. Foto: Sla Karvounis

2017 har budt på rigtig mange gode og flotte resultater for turismen i SydkystDanmark. Flere af dem er gode bud på ‘SydkystDanmarks bedste Turismeinitiativ 2017’ – Blandt andre Magical Weeeings.

Hvem skabte noget særligt for SydkystDanmarks turisme i 2017? Hvad fik turisterne til at strømme til, og hvilke tiltag rækker langt ind i fremtiden? Sidste år løb Camønoen suverænt med titlen som SydkystDanmarks bedste Turismeinitiativ, og mange både gode og spændende initiativer er kommet til siden eller har udviklet sig positivt gennem året.

Det har været svært at vælge, men her er årets nominerede.

Magical Weddings

Med mere end 200 internationale bryllupper formåede Grethe Arensbach fra Magical Weddings ene kvinde at tiltrække et hav af bryllupsturister til Stevns og få Højerup Gl. Kirke i både danske og internationale medier.

Bryllupsarrangøren Grethe Ahrensbach fra Magical Weddings blev i marts måned 2017 kåret som Årets Iværksætter af Stevns Erhvervsråd.

Læs også: Magical Weddings er ’Årets Iværksætter’ i Stevns

Feddet Strand Camping & Feriepark

SydkystDanmarks største campingplads satsede stort i 2017. Pladsen tog hul på sæsonen med om- og nybygning med luksuskøkkener til pladsens mange gæster. Sommeren fulgte med modernisering og indretning af et gammelt udlejningshus til en unik feriebolig.

Gavnø Julebazar

Gavnø Julebazar har i 2017 ikke blot slået sit navn fast som Danmarks største, men er også blevet et tilløbsstykke fra udlandet. Således tog mere end 25 tyske busser i november turen til Næstved, hvor besøgstallet atter engang satte ny rekord.

Dark Sky Møn

Et både stort og dedikeret arbejde blev forløst 18. marts 2017, hvor Møn og Nyord fik patent på nattemørket. Hermed blev Møn verdens første område, som både har fået anerkendelsen Dark Sky Park og Dark Sky Community.

 

Hotel Kirstine

Med en ukuelig optimisme og stor økonomisk satsning har Henrik Green udbygget Hotel Kirstine og dermed øget muligheden for overnatning på et trængt marked i Næstved centrum.

Danmarks Borgcenter, Vikingeudstillingen

Årets vikingeudstilling slog alle rekorder og bidrog med over 30 procent flere besøgende alene i udstillingen og endnu flere på borgterrænet. Ikke mindst mange udenlandske turister valgte at gå gennem tælleapparatet, hvilket også kunne mærkes i det lokale bymiljø.

Om SydkystDanmarks bedste Turismeinitiativ

SydkystDanmarks bedste Turismeinitiativ blev uddelt første gang i forbindelse med SydkystDanmarks nytårkonference i 2017. Prisen består alene af hædrende omtale og et diplom og gives til et initiativ, en person eller organisation, der ‘med deres unikke aktivitet og forbilledlige engagement har skabt vækst og positiv omtale for SydkystDanmarks turismeindustri’.

De nominerede for 2017 er udvalgt af VisitSydsjælland-Møns ledelse, der også udpeger en vinder. Prisen opstod i forbindelse med SydkystDanmarks Nytårskonference 2017, men titlen har vist sig så eftertragtet, at ideen nu videreføres, og fra 2018 nedsættes en uvildig komité af turismeeksperter udenfor destinationen.

Vinderen offentliggøres på SydkystDanmarks nytårskonference 31. januar i Næstved. Du kan tilmelde dig her

Kommentarer