Store Heddinge

”Man gjorde et barn fortræd” i Café Stevnen

Hanne-kristensen-apr-2015

Store Heddinge: Café Stevnens Venner inviterer alle til et foredrag med titlen ”Man gjorde et barn fortræd” ved Hanne Kristensen.

Torsdag den 30. april klokken 19 inviterer Café Stevnens Venner til et foredrag med titlen ”Man gjorde et barn fortræd” ved Hanne Kristensen, der er en af Stevnens frivillige.

Barndommen var en tid, de fleste tænker tilbage på med glæde. Sommeren var altid fuld af gode oplevelser med familien, det var sjovt at gå i skole og man havde mange legekammerater. Familien var det trygge holdepunkt.

Men ikke alle børn oplever en glad barndom. At blive udsat for voksnes overgreb fra en tidlig alder sætter sit præg for resten af livet. Så skinner solen ikke længere. Et sådant svigt kan følge en gennem livet og de store beslutninger alle mennesker må træffe i deres ungdoms- og voksenliv kan det være ekstra svært for et udsat barn at afklare på den rigtige måde. Så er man meget alene, og er selvværdet ude af balance, bliver livet ikke den dans på roser, man havde drømt om. Det er en ensom kamp.

Hanne Kristensen er et af de børn, der i barndommen, ungdommen og voksenlivet fik mere end rigeligt af de knubs, som hun blev udsat for. Nu som voksen med egne voksne børn ser hun tilbage og har meget at fortælle om, netop for at hjælpe andre.

Hanne er frivillig i Café Stevnen, og hun siger ”Stevnen har hjulpet mig meget” og det er det sted, hvor alle, der har ”knuder i livet” kan komme.

Der er i øjeblikket landet over kampagner for at hjælpe alle der lider under ensomhed, og her er Café Stevnen også et tilbud med hygge og omsorg, et sted hvor alle er velkomne.

Tilmelding ikke nødvendig.

Alle er velkomne.

Der opkræved entré på 50 kroner ved indgangen. Prisen inkluderer kaffe og kage.

Foredraget foregår torsdag den 30. april klokken 19.00 på Café Stevnen, Algade 33 C, Store Heddinge.

Kommentarer