Mange ældre klarer sig fint
På syv år er der sket en stigning i andelen af ældre, som føler sig friske nok til at gøre, hvad de har lyst til, viser ny rapport om ældres sundhed og trivsel.
En stor del af de danske ældre over 65 år har et godt helbred. Det fremgår af Sundhedsstyrelsens rapport ”Ældres sundhed og trivsel – ældreprofilen 2019”, som er baseret på spørgeskemaundersøgelsen Den Nationale Sundhedsprofil og Sundheds- og sygelighedsundersøgelsen fra 2017 samt udvalgte registre, som er sammenlignet med undersøgelser fra tidligere år.
For eksempel viser tallene, at der er sket en stigning i andelen af ældre, der selv oplever, at de er friske nok til at gøre, det de har lyst til. I den ældste aldersgruppe (85 år og ældre) er der sket en markant stigning fra 36,3 procent til 46,5 procent blandt mændene og fra 33,8 procent til 51,2 procent blandt kvinderne i perioden 2010-17. Samtidig mener tre ud af fire ældre selv, at de har et godt, vældig godt eller fremragende helbred.
Rapporten viser dog også, at både de ældres helbred, trivsel og sociale relationer bliver dårligere med alderen. For flere helbredsparametre har tallene for ældres helbred generelt ikke udviklet sig mellem 2010-17.
Sundhedsminister Ellen Trane Nørby siger:
– Det er dejligt, at så mange af de ældre selv føler, at de er raske og rørige højt op i alderen. Men selvom de fleste ældre har et godt helbred, viser undersøgelsen også – måske ikke så overraskende – at helbredet på næsten alle parametre bliver dårligere med alderen. Netop derfor er en styrket indsats i forhold til de ældre et stærkt fokuspunkt i den sundhedsreform, regeringen netop har præsenteret. I forbindelse med den udvikling af det nære sundhedsvæsen, som vi har afsat 6 mia. kr. til, vil vi med en kvalitetsplan sikre en højere og en ensartet kvalitet for indsatsen over for ikke mindst de ældre patienter. Der skal være sammenhæng mellem den behandling, de får på sygehusene, den rådgivning, de får af deres læge i det lokale sundhedshus – og den daglige kontakt, de har med SOSU-assistenten. Det er i høj grad det, der er målet med sundhedsreformen.
Andelen af ældre, der ofte er uønsket alene, er faldet fra 2010 til 2017. Samtidig er andelen, der aldrig eller næsten aldrig har nogen at tale med, hvis de har problemer eller brug for støtte også faldet i samme periode.
– Jeg glæder mig over, at der ifølge rapporten er færre ældre, der er uønsket alene i forhold til tidligere, og at flere har nogle at tale med. Men vi er ikke i mål, når 20 procent af de ældre ifølge analysen selv siger, at de aldrig eller sjældent er i kontakt med naboer eller beboere i lokalområdet. Derfor skal vi som samfund gøre en særlig indsats for at hjælpe ældre med at bryde ud af isolationen, og det har vi fokus på i regeringen. Blandt andet har vi afsat 100 millioner kroner årligt fremover til at bekæmpe ensomhed – for eksempel ved at hjælpe ensomme ældre ud i fællesskaber, siger ældreminister Thyra Frank.
Kommentarer