Rødvig

Mange vil løbe Stevns Klint Naturløb lørdag

Søndag aften var der tilmeldt 305 løbere til dette års udgave af Stevns Klint Naturløb.

Løbet, der er arrangeret af Rødvig G&I så dagens lys i 2016, og i år finder det sted lørdag 30.september med start og målområde på Rødvig Fiskerihavn klokken 10.

– Vi kan i øjeblikket slet ikke få armene ned af bare glæde og begejstring. Vi har her en lille uge før klinteløbet en tilmelding på over 300 løbere og det er i den grad helt fantastisk. Mange både fra Stevns og resten af landet har taget konceptet med løb på vores flotte klint og verdensarv til sig. Vi ved det forpligter, udtaler Ralf B. Hansen, der er løbsarrangør og formand for Rødvig G&I

I den forbindelse takker han den arbejdsomme styregruppe bag løbet med Kenneth Christensen i spidsen. Stevns Klint Naturløb kan byde på noget helt unikt i form af naturen langs klinten, og løberne får en helt speciel naturoplevelse og udsigt på deres løbetur.

Læs også: Tilmelding er åben til Stevns Klint Naturløb 2017

Det er muligt at melde sig til på tre forskellige distancer – henholdsvis 5 km, 10 km og en halvmaraton på 21 km. Der er sidste officiel tilmeldingsfrist tirsdag 26. september til midnat. Der er dog også tilmelding på selve løbsdagen med i alt 90 løbenumre mere, hvis man møder op i god tid.

– Vi sørger for god stemning på Rødvig Havn, med fælles opvarmning med klubbens danseinstruktør Cathrine Agerschou, inden løberne sendes afsted. På ruterne er der vejvisere og depoter. Og skulle uheldet være ude har vi vores samaritter, så alle er i gode hænder. Der er flotte præmier til de hurtigste i alle distancer, men alle deltagere får medalje og goody-bags med mundgodt, siger formand Ralf B. Hansen.

I år har man valgt at udvide med ekstra telt på havnen til publikum og deltagere, hvor der kan købes kaffe, sandwich, øl og vand med mere.

– I Rødvig G&I glæder vi alle os til Stevns Klint Naturløb 2017, og vi takker alle sponsorer, frivillige og alle andre, der har bakket op om løbet, siger Ralf B Hansen.

Man kan se mere og tilmelde sig på løbets facebook-side.

Kommentarer