Mange steppehøge er observeret på Stevns i år
Stevns: Ivrige fugle-observatører på Stevns har flere gange kunne se Steppehøgen, og Dansk Ornitologisk Forening melder, at der har været 800 obervationer af rovfuglen på Stevns, Lolland og Gedser i 2016.
Aldrig før er steppehøgen blevet set så mange gange, som den er blevet i år. Til sammenligning blev den observeret 41 gange i 2014, så det er ganske bemærkelsesværdigt, skriver TV ØST.
– Det er det største antal nogensinde, og det er bemærkelsesværdigt. Og det er en populær fugl, der er flot og eftertragtet at observere. Det er en god dag, når du har set én. Så når der nu pludselig kan opleves flere på en dag, så er det en unik oplevelse, siger ornitolog Henrik Haaning Nielsen til TV ØST.
Går man blot ti år tilbage i tiden var steppehøgen en sjælden fugl i Danmark, men de seneste år har rovfuglen udvidet sit leveområde mod nordvest. De fugle der bliver set i Danmark, er kun på gennemtræk, da de blandt andet yngler i Sverige og Finland.
Hvorfor der pludseligt er så mange observationer af rovfuglen i år, kan have noget med vejrforholdene at gøre, da vejret har været varmt i efteråret, hvilket gør, at stepppehøgen kommer endnu længere mod nordvest.
Rovfuglen lever primært af mindre gnavere og småfugle, om minder en del om hedehøgen, som ses meget i området omkring Vadehavet.
Kommentarer