For mange i Stevns vil pensionsopsparingen ikke være nok
For mange borgere i Stevns Kommune vil pensionsopsparingen ikke være nok til, at de kan bevare levestandarden som ældre. Det viser nye tal fra PFA, som nu sætter generelt fokus på problemstillingen og i den forbindelse opfordrer borgene i kommunen til at tjekke, om de sparer nok op til pensionen.
For mange borgere i Stevns Kommune, der sparer op til pensionstilværelsen via en pensionsordning, kan der vente en ubehagelig overraskelse, når de trækker sig tilbage. Deres pensionsopsparing ligger nemlig under det anbefalede niveau, og de risikerer dermed et stort fald i levestandard som pensionister, hvis de ikke har friværdi eller anden supplerende opsparing ved siden af. Det viser en ny analyse fra PFA blandt ca. 1.000 af selskabets kunder i kommunen.
PFA anbefaler, at man som pensionsopsparer har et såkaldt pensionstal på mindst 70 for at være sikret en nogenlunde uændret levestandard som pensionist. Pensionstallet defineres som indkomst i dag efter skat ift. indkomst i pensionstilværelsen efter skat og beregnet over 20 år. Har man et pensionstal på 70, kan man se frem til at få en indkomst som pensionist, der svarer til 70 pct. af indkomsten i arbejdslivet.
Analysen viser, at 35 procent af PFA’s kunder i Stevns Kommune har et pensionstal under 70 – baseret på deres lønniveau samt opsparing i og indbetalinger til PFA.
– Vi vil opfordre borgerne i kommunen generelt til at tjekke, om de sparer nok op til pensionen til at kunne få den pensionstilværelse, de forventer. For vi kan se, at for mange vil pensionsopsparingen i sig selv ikke være nok til, at de kan bevare levestandarden som pensionister. De er derfor afhængige af at have supplerende opsparing som friværdi eller frie midler ved siden af – eller øge pensionsindbetalingerne. Det skal man være opmærksom på, siger forbrugerøkonom i PFA, Carsten Holdum.
Særligt højtlønnede har lavere pensionstal end anbefalet
Analysen viser også, at det særligt er de højtlønnede i Stevns Kommune, som har et lavere pensionstal end PFA’s anbefalinger. For eksempel har knap 9 ud af 10 kunder i kommunen med et lønniveau på 700.000 kr. om året et pensionstal under 70.
– At en højere andel af højtlønnede har et lavere pensionstal end anbefalet skyldes, at de ikke i samme grad som lavere lønnede vil få offentlige ydelser som pensionister. De skal derfor præstere mere opsparing selv, hvis de vil bevare samme levestandard i pensionstilværelsen. Og her viser analysen, at særligt denne gruppe alt andet lige har behov for at spare mere op end i dag, hvis de ikke har supplerende opsparing, siger Carsten Holdum.
Ny kampagne skal skabe opmærksomhed om pensionstallet
PFA tager nu initiativ til at engagere danskerne mere i, om de sparer nok op. Det sker med en større kampagne for ”Pensionstallet”, der netop er skudt i gang. ”Pensionstallet” er et digitalt rådgivningsværktøj, som PFA nu sætter fornyet fokus på, og som vil være tilgængeligt for alle – også ikke-PFA-kunder – på pensionstallet.dk.
– Udover huskøb er pension den vigtigste økonomiske faktor i forhold til at have et godt liv. Alligevel er der potentiale for at få danskerne til at engagere sig mere i deres pension. Det vil vi gerne hjælpe dem med. Derfor lancerer vi kampagnen for ”Pensionstallet”, som gør det nemt at få en pejling af, om man er på kurs mod det liv, man ønsker som ældre, siger Carsten Holdum.
Kommentarer