Store Heddinge

Marc Troels-Smith fra Store Heddinge kæmper om DM i rally

Store Heddinge: Stevns har en mand med DM-drømme gående frit rundt. Marc Troels-Smith fra Store Heddinge kører om medaljer for Peugeot Sport Dealer Team DK

Teamet har tre mand­skaber med, når kampen om Danmarks­mester­skabet i rally snart indledes ved Wikinger Rallye ved den dansk­tyske grænse. Og når sæsonen en gang til efteråret er afsluttet, er målsæ­tningen at have sikret tre DM-medaljer, hvoraf to gerne skal være af guld.

Marc Troels-Smith fra Store Heddinge og Kjeld Seidler fra Holmegaard giver den nye Peugeot RCZ rallydebut i Tunet National.

– Bilen er oprindeligt udviklet til banebrug, og vi har så arbejdet på at tilpasse den til rallybrug, forklarer Kjeld Seidler.

– Den største udfordring har været at få undervognen til at virke rigtig, og det har været en lidt større udfordring, end jeg havde regnet med. Vægtfordelingen er noget anderledes end på 307eren og 308eren, så de erfaringer, vi havde med fjeder- og støddæmperopsætninger fra andre biler, har vi ikke rigtig kunne bruge.

Ud over undervogn er der også foretaget ændringer i motorrummet. Bilens turbo har fået en mindre restriktor for at passe til reglementet i Tunet National, hvilket også har krævet en anden motorstyring.

– Wikinger Rallye vil blive lidt af et testløb, siger Kjeld Seidler om hans og Marc Troels-Smiths deltagelse.

– Vi skal prøve at komme godt igennem, og hvis bilen ter sig, som vi tror, skal vi prøve at hænge på de unge knægte i klassen. Vi bør helt klart være konkurrencedygtige til DM2.”

Kommentarer