Store Heddinge

Markant stigning i stevnske NemID-brugere

nemid_logo2

Stevns Kommune: Over 40 procent af alle borgere på Stevns har deres eget NemID

Stevns Kommune har lavet en opgørelse over udviklingen i brugen af NemID. Opgørelsen viser, at antallet af stevnsborgere, der har fået et NemID, er steget støt de seneste år.

11.961 stevnsborgere har et NemID i dag.

Det er en samlet stigning på hele 53,8 procentpoint siden 2011, viser tallene. Især stevnsborgere, der bor under postnummer 4672 Klippinge, har taget særdeles godt imod NemID. Fra 2011 og til nu er der sket en stigning på næsten 60 procent i antallet af aktive NemID på dette postnummer.

Opgørelsen bygger på friske tal fra NemID, der zoomer ind på brugen af NemID fordelt på fem af Stevns Kommunes postnumre: 4652 Hårlev, 4660 Store Heddinge, 4671 Strøby, 4672 Klippinge og 4673 Rødvig. Det har ikke været muligt at få NemID-tal for Strøby Egede, fordi NemID ikke har registreret specifikke tal for byen, da den hører under postnummer 4600 Køge.

– Som digitale borgere gør NemID det muligt at bruge vores digitale underskrift til at ordne gøremål på nettet, også med vores kommune. Unge mennesker har måske ikke så meget kontakt med deres kommune, før de bliver voksne, men det er vigtigt, at de ved, hvad de skal gøre, men der er mange andre steder på nettet, hvor de også skal bruge NemID i dag, så derfor er det vigtigt, at de får en, siger Jane Sandgaard, Centerchef for Borgerservice, Kultur & Fritid.

6 procent af stevnsborgerne (3.141 personer) er unge mellem 17 og 24 år, og af dem har 42 procent et NemID i dag. Til sammenligning har kun 16 procent af de unge mellem 17 og 24 år i Faxe et Nem-ID, mens Ringsteds unge topper listen – næsten 80 procent af de unge i Ringsted har et NemID. Kigger vi mod vores naboer i nord, har 65 procent af Greves og 68 % af Solrøds unge en NemID, mens 52 procent af Køges unge har et NemID i dag. I gennemsnit har 59 procent af de unge i de seks kommuner et NemID.

– Vi er rigtig godt med, men mange unge stevnsborgere mangler stadig et NemID. De har muligheden for at blive fortrolig med NemID allerede i en ung alder, så hvorfor vente, siger Jane Sandgaard.

Man kan bestille NemID via stevns.dk eller ved at møde personligt op i Borgerservice på rådhuset i Store Heddinge. Man skal medbringe gyldige legitimationspapirer.

Kommentarer