Rødvig

Markedsdag på havnen i Rødvig søndag

markedsdag_roedvig

Rødvig: Årets største arrangement i Rødvig Borgerforening er den årlige markedsdag der finder sted 1. søndag i juli.

Søndag den 5. juli fra klokken 10.00 til 16.00 afholder Rødvig Borgerforening årets største begivenhed, nemlig den årlige markedsdag med masser af aktiviteter ved lystbåde- og fiskerihavnen i Rødvig.

På lystbådehavnen er der ”KUNST på Kajen” hvor hvor cirka 20 kunstnere og kunsthåndværkere udstiller. Der er både malerier, keramik, drivtømmer-skulpturer, strikvarer og garn, plakater, tasker med mere. Desuden vil nogle af kunstnerne arbejde på stedet.

På fiskerihavnen er der markedsplads, hvor man både kan finde loppeting og nye varer. Der er også et børneloppemarked hvor børnene kan komme og sælge deres ting. Det er gratis for børn, der vil sælge ud af egne ting. Man kan tilmelde sig ved at sende en mail til roedvig.borgerforening@outlook.dk.

I løbet af dagen vil der være masser af underholdning, blandt andet elastikspring, hoppeborg og ponyridning. Og man kan køre en tur rundt på havnen med toget »Futte«

Fra klokken 12.00 spiller gruppen Rocklett, som også spillede sidste år, hvor mange  fik sig en lille svingom til den glade musik.

Læs også: Markedsdag på havnen i Rødvig 5. juli

Der er naturligvis også mulighed for at købe både mad og drikke på pladsen, Jens Hansen, livsnyder og bonderøv kommer med sit udekøkken og tilbereder Stevnske madpandekager og griller hjemmelavede pølser.

Der er naturligvis også tombola med mange lækre præmier skænket af både handlende og private i området samt amerikansk lotteri. Præmierne trækkes klokken 14.30 og kun de fremmødte kan vinde.

Kommentarer