Medaljer til både Kristina og Kurt Klindt
Store Heddinge: Kristina og Kurt Klindt indledte sæsonen med at vinde medaljer ved Dansk Køre Selskabs internationale stævne i weekenden
I den første weekend i maj afholdt Dansk Køre Selskab landsstævne i kørsel med hest og vogn på Dorthealyst ved Knabstrup vest for Holbæk. Det internationale stævne havde rekordstor deltagelse med 90 tilmeldte ekvipager fra otte lande.
Blandt deltagerne var to erfarne ekvipager fra Store Heddinge. Kristina Klindt der deltog i klassen 1-spand pony og hendes far, Kurt Klindt der kørte i klassen 2-spand hest.
Stævnet blev indledt med dressurkørsel fredag den 2. maj. Her blev Kristina Klindt nr. 1 og Kurt Klindt blev nummer 3.
Lørdag skulle alle deltagerne køre maratonruten på cirka syv kilometer og syv forhindringer. Her blev Kristina Klindt nr. 2 og Kurt Klindt nr. 3 i hver deres klasse.
Søndag kørte Kristina fejlfrit i den sidste disciplin, keglekørslen. Det betød en samlet sejr til Kristina Klindt, foran Peter Koux med Karin Södergvist fra Sverige på 3. pladsen. Kristinas pony Pluto Callisto er avlet af Lise og Lars Heibing fra Lipizzanerstutteri Ordrupdal. Kristina købte Pluto tilbage i 2010 og de kan blandt andet skrive Danmarksmester 2010 samt 2012, Verdensmester 2011 og Nordisk Mester 2013 på CV’et
Kurt Klindt kørte sit tospand frem til en anden plads med en lille margin op til vinderen Rainer Bruelheide fra Tyskland, foran Eva Ottosson fra Sverige.
Foto: Steen Kristiansen. Kristina Klindt i dressur.
Kommentarer