’Melankoli’ i Lille Heddinge sognegård
Lille Heddinge: Organist Jesper Lorck og kirkesanger Lene Vestergård inviterer til musikcafe torsdag aften.
Torsdag den 13. oktober fra klokken 17 til 19.30 inviterer organist Jesper Lorck og kirkesanger Lene Vestergård til sang- og musikcafé i Sognehuset i Lille Heddinge.
Jesper og Lene har valgt musik, som de holder af. Begrebet melankoli giver et godt fingerpeg om retningen i de fleste af de udvalgte sange, salmer og satser.
Jesper og Lene vil fortælle om deres forhold til musikken og teksterne – om at få foræret en sang, om at høre sit hjemlands tone gennem fremmede ører, om at mødes i poesi.
Jesper spiller et par klaverstykker, Lene synger kendte og mindre kendte sange og der vil selvfølgelig også være fællessang. Kirkemusikerne har også lokket Eigil Andreassen med i en enkelt tre-stemmig sats.
Der bliver serveret pasta med kødsovs for 25 kroner.
Øl, vin og vand kan købes til rimelige priser.
Af hensyn til forberedelse af mad skal man tilmelde sig på kontor@liheddingepastoret.dk
Kommentarer