Lyderslev

Menighed kæmper for uønsket præst

Lyderslev: Klager til kirkeministeren over at menighedsråd har tilsidesat et folkeligt ønske om at beholde Gunder Gundersen som præst

I påskedagene har kirken stor betydning for mange, men i Lyderslev får kirken ekstra stor opmærksomhed netop i disse dage.

Det er rygtedes, at præst Gunder Gundersen, som har været i sognet i næsten to år, skal stoppe med udgangen af april.

Mange i menigheden havde ønsket at netop Gunder Gundersen skulle indstilles til den kommende faste stilling som sognepræst i Lyderslev, Frøslev og Store Heddinge, men menighedsrådene har valgt at indstille andre.

Borgere i Lyderslev er derfor i disse påskedage i gang med at samle underskrifter ind mod menighedsrådenes beslutning. Underskrifterne bliver samlet til en fælles klage og sendes ind til kirkeminister Manu Sareen allerede inden påsken er ovre.

Klager over menighedsråds indstilling

Underskriverne klager over “menighedsrådenes beslutning og indstilling, som har tilsidesat et udbredt
folkeligt ønske i sognene. Vi vil bede ministeren om at sørge for at retfærdigheden sker fyldest.”.

I henvendelsen til kirkeministeren skriver borgerne desuden:

“Vi er meget glade for Gunder Gundersen, som vi oplever gør meget for sognet og de unge mennesker. Vi havde derfor en forventning om, at menighedsrådene ville indstille Gunder Gundersen til den faste stilling som sognepræst i Store Heddinge-Lyderslev-Frøslev pastorat.
Særligt da menighedsrådene fra flere sider har fået skriftlige tilkendegivelser om at der var et stærkt ønske om at Gunder Gundersen blev den nye præst.
Vi er derfor skuffede og fulde af forundring over at erfare, at Gunder Gundersen ikke er kommet i betragtning til stillingen”.

Kommentarer