Mindeaften ved mindestenen i Højeruplund på torsdag
Højerup: Halifax Gruppen indbyder til mindeaften i forbindelse med 70-årsdagen for den første nedskydning af et allieret fly over Stevns
Den 14. marts 1943 blev et britisk fly af typen Halifax efter endt mission i Polen angrebet af et tysk jagerfly over Østersøen, hvilket klokken 21.45 resulterede i et for Halifax-flyet fatalt styrt lige ud for kysten ved Harvig, lidt nord for Stevnsfortet. Styrtet kostede hele besætningen, bestående af syv unge allierede flyvere, livet.
I år, den 14. marts, er det 70 år siden, at disse unge mennesker med deres liv betalte for, at Danmark atter blev frit. Derfor afholder Halifax Gruppen en mindehøjtidelighed ved Højerup Kirke til minde om de syv dræbte RAF flyvere.
Valgmenighedspræst Kristian Massey Møller vil forrette den ceremonielle af mindehøjtideligheden. Kristian Massey Møller er bosiddende i Lyderslev og er allerede kendt vidt omkring, blandt andet for sit store forfatterskab.
Aftens hovedtaler er den stevnske kunstner Annette Sjølund. Hun er ligeledes kendt vidt omkring og har i forbindelse med mindeaftenen leveret malerisk illustration af det dramatiske og tragiske flystyrt.
Den 5. september 2010 blev der rejst en mindesten ved Højerup Kirke for de faldne allierede flyvere fra det pågældende styrt.
Deltagere fra Forsvarsbrødrene på Stevns, Blå Baretter Midtsjælland, HVK Stevns, Marineforeningen og Stevns Garderforening mødes torsdag den 14. marts klokken 21 på Højerup Bygade 37 og går i fakkeloptog til mindestenen, hvor der er taler, sange og blomster/kranse nedlægges. Der sluttes af med kaffe omkring klokken 21:30 på Højeruplund.
Kommentarer