Mindeord om lensgrevinde Reventlow
Vallø: Ved fhv. dekanesse Beke lensgrevinde Reventlows død, har Vallø Stift skrevet følgende mindeord:
Forhenværende dekanesse Beke lensgrevinde Reventlow er død, 90 år gammel.
Beke Reventlow blev den 28. november 1993 udnævnt til dekanesse for Vallø Stift af Hendes Majestæt Dronning Ingrid. Dette for Vallø centrale embede bestred Beke med stor dygtighed og indlevelse, indtil hun trådte tilbage i 2009. Hun blev den 21. dekanesse siden stiftets oprettelse i 1737.
I Bekes tid som dekanesse skete der mange forandringer på Vallø. En af de mest markante var genoptagelse af den oprindelige ordning med indskrivning af adelige frøkener. Dette skete i 2004, og det er blevet en stor succes.
Igennem 16 år var Beke Reventlow Vallø en fornem repræsentant. Dette uanset om det var ved Kongehusets arrangementer eller i hverdagen på Vallø. Hun kunne med sit gode humør og sin umiddelbare væremåde tale med alle – høj som lav.
Det at vise omsorg og glæde andre, gjorde Beke en dyd ud af. Hun var altid en af de første til at sørge for, at nye beboere på slottet blev budt indenfor i kredsen, og det var ikke sjældent, at Beke lige kom forbi med en lille buket blomster fra haven.
Kunst og have havde Bekes store interesse. Hun elskede selv at male, og motivet var ofte hentet fra naturen. I Slotsgade havde Beke en lille have, hvor der blev dyrket blomster og socialt samvær med de øvrige haveejere. Hun elskede at være sammen med andre mennesker.
Beke har ydet en enestående og helhjertet indsats for Vallø og for de indskrevne stiftsdamer, og hun var respekteret og vellidt langt ud over Valløs rækker.
Beke lensgrevinde Reventlow bliver bisat fra Valløby Kirke i morgen, lørdag 24. marts.
Kommentarer