Minirally værdifuld test for lokale rallykørere
Store Heddinge: De lokale rallykørere Kjeld Seidler og Marc Troels-Smith fik lørdag en femteplads i Gjønge Mini Rally
Kjeld Seidler og Marc Troels-Smith fra Holmegaard og Store Heddinge fik ikke den bedst mulige start på deres 2013-sæson, da de måtte udgå af ADAC Wikinger Rallye før påske. Men holdet i den blå og hvide Peugeot RCZ kom tilbage på sporet med en generel femteplads i Gjønge Mini Rally, der lørdag blev kørt på Møn.
– Hovedformålet var at få bilen testet af og sikre, at den var skruet rigtigt sammen efter vores afkørsel i Tyskland, og det var den heldigvis, fortæller Kjeld Seidler.
– Selve løbet gik fint, selv om jeg var lidt overrasket over, at der var nogle, som kørte fra os, men vi må nok også tilstå, at vores afkørsel stadig ad i kroppen på os på de første hastighedsprøver, så her var vi nok lidt langsomme.
– Vi havde håbet på at komme længere frem, og det var først efter pausen, at vi begyndte at kikke på vores egne og andres tider og begyndte at køre efter det. Men hovedformålet med vores deltagelse var at få bilen testet af, og vi fik testet det, vi skulle.
Kjeld Seidler og Marc Troels-Smith sluttede som femtebedste hold – såvel generelt som i deres klasse.
Næste gang Kjeld Seidler og Marc Troels-Smith skal i action med deres lave Peugeot RCZ er om to uger ved anden afdeling af Danmarksmesterskabet i rally – Rally Den Jyske Sparekasse den 10.-11. maj med Juelsminde som base.
Det skriver Peugeot Sport Dealer Team DK.
Kommentarer