Strøby Egede

Ministeren har sat Stevnsvejen på dagsordenen

Strøby Egede: Transportministeren støtter Stevns og Køge kommuner’s forslag om en statsvej fra Stevns ud til motorvejsnettet.

Tirsdag den 8. juni deltog transportminister Hans Christian Schmidt i et offentligt møde, der var arrangeret af Venstre Stevns, i Solgårdsparken i Strøby Egede.

Her fortalte ministeren de omkring 50 fremmødte, at han har bedt sine embedsmænd om at se nærmere på Stevns og Køge kommuner’s forslag om en statsvej fra Stevns ud til motorvejsnettet. Det skriver Dagbladet

– Jeg har ikke lovet, at I har fået en ny vej her i aften. Men jeg har sagt, at jeg vil prøve at overbevise partiernes trafikordførere om, at den skal med på listen. Og jeg har opfordret mine embedsmænd til, at de tager herned og ser nærmere på problemet, sagde Hans Christian Schmidt på mødet.

Projektet skulle have været forelagt Folketingets transportudvalg i maj sidste år. Men så blev der udskrevet folketingsvalg. I februar måned lykkedes det for borgmester Flemming Christensen fra Køge og borgmester Mogens Haugaard Nielsen fra Stevns at få foretræde hos transportministeren, hvor de fremlagde projektet.

– Det gjorde et voldsomt indtryk på mig, at to borgmestre i enighed fremlagde et projekt og dokumenterede ønsket med trafiktællinger, der taler deres eget sprog, sagde Hans Christian Schmidt bagefter til Dagbladet. Han understregede dog, at det ikke er hans beslutning alene.

– Men i efteråret skal vi lave en liste over de vejprojekter, som skal nyde fremme. Her vil jeg anbefale, at Stevnsvejen bliver ét af de seks-syv nyanlæg, som vi skal arbejde videre med. Det gør jeg, fordi jeg er overbevist om, at en ny vej med så høje trafiktal vil have en virkelig høj forrentning – altså at den også bliver brugt, når den først er anlagt, sagde Hans Christian Schmidt til Dagbladet.

Vejdirektoratet bestemmer linjeføringen

De to borgmestre forelagde den såkaldte sydlige linieføring for ministeren. Den går fra Klippinge over Hårlev, forbi Endeslev og ud til Slimmingevejens udmunding i Vordingborgvej tæt på afkørsel 34 på Sydmotorvejen. Herfra etableres en videre forbindelse til Vestmotorvejens afkørsel 34 ved Slimminge, vest for Bjæverskov.

Læs også: Byrådet har vedtaget den sydlige vej

– Når først vi får sat Vejdirektoratet på sagen, så kommer der nogle landmålere ned i jeres område og tegner streger i landskabet. Så kobler vi alle følelserne af, for så bliver vejen lagt der, hvor den gør størst nytte. Derfor er det klogt, at man som politiker ikke har bundet sig til en bestemt linjeføring på forhånd, sagde Hans Christian Schmidt til Dagbladet.

Stevnsvej_forslag

Kommentarer