Mistænkelig indsamler i Store Heddinge søndag aften
En kronraget mand midt i 30’erne, med en tatovering på halsen, forsøgte søndag aften at samle penge ind til en skole.
Søndag den 2. april klokken 21.40 gik en mand rundt på Nørregade i Store Heddinge, hvor han bankede på og fortalte, at han samlede penge ind til en skole. En anmelder fattede mistanke om, at indsamlingen var falsk og fik manden væk fra stedet. Han havde dog også forsøgt sig andre steder.
Indsamleren beskrives som en kronraget dansk mand på mellem 32 og 37 år, 170-175 cm høj, almindelig af bygning. Han havde en tatovering på halsen, iført sort, vatteret jakke og sorte bukser.
Med jævne mellemrum får politiet anmeldelse om noget i stil med ovennævnte. Det er vigtigt at sikre sig, at der reelt set er tale om en indsamling til et godt formål og ikke blot til den pågældende person, hvis man vil undgå at blive udsat for bedrageri.
Kommentarer