Gjorslev

Mobilhul: Teleindustrien vil have bedre vilkår

Det er uklart hvis ansvar det er, når der er sorte huller i mobildækningen. Teleindustrien efterlyser bedre vilkår.

Fredag den 8. april, midt på dagen, faldt en motionsløber om med et hjertestop på en løbesti inde i Bøgeskoven. På grund af dårlig mobildækning i området var både akutbilen, lægeambulancen og hjerteambulancen ude af kontakt med både akutcentral og af den syge mands svigersøn, som havde foretaget alarmopkaldet.

– Vi ville meget gerne have ringet anmelderen op for ligesom at høre nøjagtig hvor i skoven, at han havde brug for hjælp. Men vi kunne simpelthen ikke komme i kontakt med ham, udtaler paramediciner Michael Jensen til TV ØST. Han og hans kollega måtte køre rundt på må og få for at finde motionsløberen.

Læs også: Var mobilhul skyld i dødsfald?

Michael Jensen og hans kollega blev forsinket med seks minutter, på grund af det dårlige mobilsignal.

– Det var frustrerende ikke lige at kunne komme med den hjælp, som vi selvfølgelig gerne vil stille med det samme. Om de seks minutter har haft betydning lige netop den dag, det skal jeg ikke kunne udtale mig om, siger Michael Jensen til TV Øst.

Alarmcentralen kan ikke se hvor opkaldet kommer fra

Det lykkedes for svigersønnen at ringe 112 og få kontakt med alarmcentralen. Men de kan ikke se hvor han ringede fra. Alarmopkaldet blev efter flere minutter viderestillet til AMK-centralen i Slagelse, der flere gange mistede forbindelserne til både anmelder og reddere. Reddernes særlige kommunikationsenhed SINE stoppede simpelthen med at virke.

– Det er jo svært uheldigt. Vi er dybt afhængige af, at teknologien virker, og der er god dækning alle vegne, så vi kan yde det mest optimale, siger Brian Lindekilde, der er sektionsleder på AMK-centralen i Slagelse til TV Øst.

Redderne lånte fastnettelefon

Alarmcentralen kontaktede Claus Johansen, der er indehaver af Traktørstedet Gjorslev Bøgeskov og bad om hjælp. Han cyklede ind i skoven for at finde motionsløberen og kunne efterfølgende guide en akutbil frem. Efterfølgende lånte redderne traktørstedets fastnettelefon for at tilkalde en helikopter.

Læs også: Nødråb fra Bøgeskoven!

Det vides ikke om et bedre signal kunne have reddet motionsløberens liv, men paramedicineren håber ikke, at han skal arbejde uden signal til omverdenen igen.

Familien til den afdøde motionsløber har ikke ønsket at udtale sig. Det skriver TV Øst.

Sekunder kan betyde forskel på liv og død

– vi ved jo, at den optimale hjælp hurtigt skal frem og at både sekunder og minutter kan være rigtig kostbare, siger Mette Mølby, sundhedsfaglig visitator på AMK-centralen i Region Sjælland til TV Øst. Og hun fortsætter:

– Det er rigtig vigtigt, at vi på kort tid kan afdække, hvad drejer det her sig om. Hvordan kan vi bedst hjælpe, hvad skal vi vejlede om, hvordan skal vi bedst muligt hjælper i den enkelte situation, hvad skal vi sende af ambulancer, lægehelikopter eller andre instanser – og hvordan skal vi få den person, der har ringet 1-1-2 til at hjælpe den, der har brug for hjælp.

– For eksempel ved et hjertestop, er det jo dem, der er i nærheden, som hurtigt skal træde til og vejlede, og det har vi ikke rigtig mulighed for, hvis vi ikke har den telefoniske forbindelse, forklarer Mette Mølby.

Mobilhullet er kendt af politikerne

Kommunalbestyrelsen i Stevns Kommune kender godt til problematikken med den dårlige mobildækning. Allerede tilbage i 1995 var der et forslag oppe om at kommunen skulle opsætte en mobilmast, men forslaget faldt fordi det ville betyde, at borgerne i Stevns Kommune skulle betale for noget, som alle andre danskere får af mobilselskaberne. Men kommunalbestyrelsen har afsat penge til en mobilmast i området til næste år.

– Vi har lavet en analyse på, hvor har vi vores huller for at få belyst problemet en gang for alle. Nu ved vi, hvor vi skal sætte masterne op. Og det er jo dybt tragisk, at det er på baggrund af den episode hernede, at vi står diskuterer det her, siger Steen S. Hansen (S), der er formand for Plan og Teknikudvalget, til TV ØST og han fortsætter:

– Det vi lægger op til på tirsdag er, at nu undersøger vi, hvordan og hvorledes vi får lavet en midlertidig løsning ude i Bøgeskoven, så vi får dækket området sommeren over. Og så har vi tid til at få lavet en permanent løsning.

Midlertidig wifi-løsning langs kysten

Problemet er ifølge Steen S. Hansen at det ikke er kommunernes opgave at drive mobilselskaber.

– Men nu går vi i gang med at lave en turist-wifi-løsning langs kysten. Men vi sætter Bøgeskoven ind som første prioritet, siger han til TV Øst.

– Men det er også galt, når man i ’95 udliciterer det her, og i dag, så mange år efter, stadigvæk står med et område, hvor der ikke er ordentlig dækning. siger Steen S. Hansen.

Hvem har ansvaret for mobildækning?

Det er uklart hvis ansvar det er, når der er sorte huller i mobildækningen. Tilbage i 2015 indgik de 17 kommuner i Region Sjælland en aftale med telebranchen om at man i fællesskab skulle arbejde på at forbedre mobil- og bredbåndsdækningen i regionen.

– Der er jo ingen, der har lovet 100 procents dækning, siger Jacob Willer fra Teleindustrien, teleselskabernes branchesamarbejde til TV Øst. Han understreger at han selvfølgelig finder episoden dybt beklagelig og fortsætter:

– Vi har i årevis prøvet at få forbedret vores vilkår. Region Sjælland har indgået en aftale om, at der i fællesskab arbejdes på at forbedre mobil- og bredbåndsdækningen i regionen, men det er ikke alle kommuner, der aktivt arbejder på det. Vi har tit problemer med fredninger, strandbeskyttelser og så videre, når vi prøver at opsætte master i områder, hvor der er dårlig dækning. Det er ikke bare lige til.

Efter den dramatiske redningsaktion talte TV Øst med Jacob Willer, der oplyste at de ville tage kontakt til Stevns Kommune for drøfte sagen. Men det er ikke sket.

– Jeg kan faktisk ikke sige, hvorfor vi ikke har det. Mere kan jeg ikke sige til det, siger Jakob Willer der har en opfordring til kommunen:

– Hvis vi skal nå længere ud, så skal kommunen give os bedre vilkår, så vi kan sætte en mast op.

– Det er himmelråbende, at man godt ved fra politisk side, og man ved det med garanti også fra teleselskabernes side, at der er nogle huller rundt omkring. Hvorfor pokker har man ikke gjort noget ved det noget før. Hvorfor skal der en episode til som den her, før der bliver sat fokus på det, og hvornår bliver der gjort noget? spørger paramediciner Michael Jensen. Det skriver TV Øst.

Kommentarer