Klippinge

Møde om klimatilpasning i Holtug torsdag

raamosevej

Holtug: På torsdag kan grundejere få kendskab til flere muligheder for at forsinke og anvende regnvand på egen grund

Danmark skal klimasikres. Det er konklusionen efter de seneste års tiltagne regnskyl, senest blev Stevns i tirsdags ramt af meget kraftig regn, hvor kloaknettet havde svært ved at følge med og derfor resulterede i oversvømmelser.

Stevns Kommune minder derfor om at man på torsdag den 19. september kan få svar på en lang række klimaspørgsmål i forsamlingshuset i Holtug.

Landets kommuner er alle blevet pålagt at udarbejdet en klimatilpasningsplan, der indeholder en kortlægning af risiko for oversvømmelser og skaber overblik over og prioriterer indsatsen. Parallelt med dette arbejde vil Stevns Kommune gerne give private grundejere en mulighed for, at få gode råd og idéer til hvordan man som grundejer kan klimasikre sin bolig og grund.

• Må jeg uden videre afkoble mit tagnedløb og lede vandet ud i haven?

• Hvad er en faskine og hvordan bygger man den?

• Hvad er reglerne for etablering af overløb fra faskine og regnbed til regnvandsledning?

• Hvad er reglerne for genanvendelse af regnvand til tøjvask/toilet?

• Hvad er en vandgennemtrængelig belægning og hvordan bygger man den op?

• Hvad er fordelen ved et grønt tag og hvordan kommer jeg i gang med det?

• Min kælder er fugtig. Hvad kan jeg gøre ved det?

Som grundejere kan man have mange spørgsmål til klima, regnvand og tilpasning. Stevns kommune tilbyder i samarbejde med Energitjenesten Sjælland en mulighed for, at få svar på de fleste spørgsmål og øge grundejernes kendskab til de mange muligheder for at forsinke og anvende regnvand på egen grund. Samtidig er der fokus på sikring af boligen mod oversvømmelse og indtrængende vand.

Fra klokken 18 til 22 kan man se en række gode eksempler på forskellige tekniske løsninger, herunder regnvandsopsamling, faskiner, grønt tag, permeable belægninger mm. Der er mulighed for at få en sandwich fra klokken 18.00 – tilmelding til birnie@stevns.dk

Fra klokken 19 til 21 er der en gennemgang af de udfordringer klimatilpasningen giver os, samt eksempler på gode løsninger til husejere.

I forbindelse med borgermødet bliver der afholdt en lille konkurrence, hvor der er mulighed for at vinde en frokost i Det Grønne Hus, Energitjenestens hus i Køge.

Arrangementet finder sted i forbindelse med den regionale Klimafestival.

http://www.stevns.dk/Borgere/Klima-amp-Energi/Klimafestival-2013.aspx

Temaaftenen foregår torsdag den 19. september fra klokken 18:00 til 22:00 i Holtug Forsamlingshus, Holtug Linievej 13, 4660 Store Heddinge

Kommentarer