Strøby Egede

Mogens Haugaard Nielsen vandt opstillingsvalget

Strøby: 228 stemmeberettigede medlemmer var mødt op for at støtte de to kandidater til opstillingsvalget.

Tirsdag den 30. august afholdt Venstre Stevns opstillingsmøde til kommunalvalget 2017, i Strøbyhallen. Mødet var indkaldt af en enig bestyrelse for Venstre Stevns, der havde mistet tilliden til den nuværende borgmester, Mogens Haugaard Nielsen fra Venstre og derfor havde besluttet, at der skulle findes en ny spidskandidat til borgmesterposten til kommunevalget 2017.

Bestyrelsen havde i stedet peget på den 48-årige advokat Martin Steen Andersen fra Store Heddinge som Venstres borgmesterkandidat til kommunalvalget i efteråret 2017.

Den nyvalgte formand Flemming Petersen indledte opstillingsmødet.

– Samlet set er det bestyrelsens vurdering, at Mogens Haugaard Nielsen ikke kan samle flertal om sig, når valgresultatet er klart den 21. november 2017, alt for meget tillid er væk på centrale punkter og overfor de personer der er nødvendige til at samle et flertal i den kommende kommunalbestyrelse, det være sig nuværende og nyvalgte til kommunalbestyrelsen og deres partiforeninger, sagde Flemming Petersen ifølge Dagbladet.

Næsten stemmelighed

Bestyrelsens kandidat Martin Steen Andersen fik 109 stemmer, men det var ikke nok til at vinde over Mogens Haugaard Nielsen der fik 116, kun to stemmer mere ned halvdelen af de fremmødte. Tre stemte blankt. Det skriver Dagbladet.

– Jeg ønsker dig tillykke Mogens. Jeg har lært rigtigt meget af den her proces, og jeg er blevet et andet menneske af det, sagde Martin Steen Andersen efter nederlaget, ifølge Dagbladet.

Inden afstemningen havde Mogens Haugaard Nielsen blandt andet advaret de fremmødte om, at store problemer med den kommende budgetplanlægning, hvis man ikke stemte på ham.

Nærmest ulideligt forløb

– Nu kan vi møde op med et mandat i morgen til det videre budgetforløb. Og jeg vil bare sige. Vi kan sagtens vinde næste valg. Jeg vil dog ikke lægge skjul på, at det både for mig selv, gruppen og min familie har været et benhårdt og nærmest ulideligt forløb, vi har været igennem. Men vi alle er fortrøstningsfulde for fremtiden, sagde Mogens Haugaard Nielsen efter afstemningen, ifølge Dagbladet.

Kommentarer