Hårlev

Morgenbord og sildemadder i Hårlev på lørdag

Hårlev: Der er flere muligheder for at få stillet sulten ganske gratis ved sommersalget i Hårlev på lørdag

Lørdag den 8. juni inviterer Hårlev Borger- og Erhvervsforening (HBE) til sommersalg i Hårlev. Byens butikker vil bugne af gode tilbud – og de holder åbent helt til klokken 15.00

Fra klokken 8.00 til cirka 9.30 er der gratis morgenbord med morgenbrød, kaffe og Gl.Dansk ved Hårlev Bager Cap Horn. Klokken 9 starter sommersalget for alvor. Der er børneloppemarked ved Staxen og deltagerne kan hente næringsbrev hos Mogens i Staxens Boghandel.

Tradition tro er der kæmpe kræmmermarked på P-pladsen ved kommunekontoret. Her er der stadig mulighed for at tilmelde sig det private trailersalg ved henvendelse til Johnny på telefon 2159 3164.

Derudover er der udstilling af NSU veteranbiler/motorcykler samt jungle-hoppeborg for børnene.

Klokken 10 er der lirekassesmusik i byen og rollespil på »grønt område« ved Industrivej. Og der åbnes for salg af øl og vand samt grillede pølser. Desuden vil man kunne møde Falck-køretøjer på gaden.

Klokken 13 er SuperBrugsen værter ved et kæmpe gratis sildebord ved SuperBrugsen. Drikkevarer kan købes.

Der er et stort børnebankospil ved bankoforeningen ved Rådhuset klokken 14.

Man kan desuden vinde et hotelophold som hovedgevinst i et stort lotteri arrangeret af Hårlev Borger- og Erhvervsforening (HBE).

Kommentarer