Når demensramte går deres vej

Debat: Der har i de sidste måneder været et par tilfælde, hvor en borger er gået fra demens-plejecentret Brohøj.
Indsendt af Thor Grønbæk. Formand for Social og Sundhed
Det er naturligvis ikke meningen, at beboerne helt af sig selv skal kunne forlade området, uden at personalet er vidende herom.
Men det er et rigtig svært emne, fordi man ikke uden videre kan tvinge beboerne til at gå med f.eks. GPS, så man hurtigt kan finde dem igen eller låse et plejecenter helt af, så ingen kan komme ind eller ud. Så hvis en besøgende glemmer at lukke en dør eller et vindue, er der med det samme skabt en mulig udgang.
Lovgivningen er også meget svær at komme uden om, da magtanvendelse og andre former for tvang ikke må benyttes. Faktisk kan beboerne komme og gå, som de vil, da de jo ikke er umyndiggjort men blot har en alvorlig sygdom.
Personalet og ledelsen på demens-plejecenter Brohøj gør alt, hvad de kan for at forebygge, at beboerne smutter uden varsel. Forsøg med camouflering af døre i form af billeder og lignende har da også virket ganske godt.
Men en garanti for, at det aldrig mere kan ske, kan man ikke stille, da det er mennesker med en helt normal nysgerrighed og frihedstrang, der bor på demens-plejecenter Brohøj i Klippinge.
Kommentarer